Taget i røven. Og ikke af min mand...

Ejendomsmæglerne flår dig – hvis ikke du prutter

På under en halv time kan man (i hvert fald) forhandle et ejendomssalær ned med en tredjedel.
Helt nøjagtig fra 75.000 til 49.500

Man hører meget om ejendomsmæglere. De er angiveligt både dyre og sjuskede og snyder både købere og sælgere. Derfor var det med vis varsomhed og forarbejde, da jeg skulle sætte min lejlighed til salg i Hellerup.
Jeg ikke ved ret meget om ejendomshandel men valgte at kontakte en ejendomsmægler fra EDC.
Det var en dame, der kom ud og fik en lille ”tour” i den toværelses, kiggede på badeværelset, vurderede op og ned, tilstand og gård, loftrum og gulv, hvorefter hun inviterede mig tilbage på hendes kontor for at kigge lidt på papirsagerne.
Så vidt jeg ved, har hun aldrig været i min lejlighed før, men da vi kom ind i mødelokalet, kunne hun lyne sin mappe op og hive en færdig salgsopstilling frem.
Meget mærkeligt, tænkte jeg – og lidt useriøst.
Hvorfor overhoved ulejlige sig med at komme ud i lejligheden og lege ekspert, hvis det hele i virkeligheden handler bare om at gange byens gennemsnitlige kvadratmeterpris op i et faktisk antal.
Det var hvad hun havde gjort.
Og så ville hun i øvrigt gerne have 75.000 kr. for at sælge den.
Der var en underlig skurren i mine øre. Det antal kroner har jeg nemlig hørt før. Det var dengang jeg solgte en lejlighed på Nørrebro. Den var ganske vist 400.000 billigere, og det var for seks år siden.
Men salæret lød alligevel så rundt, at jeg godt kunne regne ud, at det enten var rundet op eller rundet ned.
I det her tilfælde gik jeg ud fra, at det var rundet op, og bad hende udspecificere, hvad det egentlig var, jeg betalte for.
Og så blev det faktisk rigtigt spændende!
Jeg fik præsenteret listen over en række ydelser, som hver især havde sin pris. Denne liste udgjorde pudsigt nok præcis 25.000 kr.
De sidste 50.000 kr. var så mæglers salær.

På listen, som dækkede de 25.000 kr., kostede det flere tusinde kroner, at mægler skulle kigge i sit køberkartotek for at se, om der var potentielt interesserede kunder til netop min type lejlighed.
Jeg forklarede mægler, at jeg fandt det urimeligt at betale ekstra for, at hun skulle gøre det, der vel var hendes job som mægler.
Hvorfor skulle det koste ekstra, at hun skulle undersøge i sit eget kartotek, om hun havde en interesseret kunde? Det var jo netop derfor jeg havde kontaktet en ejendomsmægler og ikke en boligadvokat.
Det kunne hun godt forstå og slog en streg over beløbet.

Så skulle jeg betale flere tusinde kroner for at annoncere på nettet. På EDCs egen hjemmeside samt Boligsiden, som også er ejet af blandt andet EDC.
Det fortalte jeg hende, at jeg ved koster 80 kroner i kvartalet, så det ville jeg naturligvis heller ikke betale flere tusinde kroner for.
Det kunne hun også godt forstå og slog en streg henover det beløb.

Så var der annoncering i lokalaviser og boligtillæg. Det var en meget dyr post på næsten 10.000 kr..
En af mine venner, som ved en del om bolighandel, har fortalt mig, at 9 ud af 10 boligsalg er formidlet over nettet.
Og endnu vigtigere, så har han forklaret, at annoncerne i virkeligheden slet ikke er en reklame for min bolig men i langt højere grad ejendomsmægleren – det er måske heller ikke så svært at se, når man kigger på den fysiske plads ens bolig får i en annonce blandt måske 8 andre på en side, og så kigger på hvor meget mæglernes logo og billederne af forretningens medarbejdere fylder sammenlignet.
Det kunne hun faktisk også godt forstå, så den post blev der også sat en streg over.

Til sidst kom vi til mæglers salær, som altså lød på de 50.00 runde kilo.
Her spurgte hun uopfordret: Hvad siger du til det? Er det for højt? For hvis det fx er 5000 kr. for højt, så skal det ikke skille os ad.
Jeg tog pairerne med hjem, kiggede dem igennem, ringede tilbage næste dag og foreslog et nedslag på 15.000.
Det accepterede hun. Uden diskussion, uden yderlligere forhandling.

Jeg vil tro, at jeg samlet brugte omkring 25 minutter på at banke prisen ned fra 75.000 til 49.500.
En ret pæn timepris.

Ud over at være ganske tilfreds med egen indsats, siger det her i virkeligheden noget og hvor meget man egentlig kan risikere at overbetale en mægler. For sandheden er jo, at mægler aldrig havde takket ja til at sælge min lejlighed for 49.500 kr. hvis ikke hun også fik noget fornuftigt ud af det.

Så sørg altid for at bede om en udspecificering af købet. Man gider jo heller ikke at betale for en prop fyldt indkøbsvogn, som en anden har pakket med alt muligt lort, som som slet ikke har brug for.

Læs senere i dag seks gode råd til forhandling med ejendomsmægler.

Næste indlæg

Taget i røven. Og ikke af min mand...