Man tror man har set og hørt det meste. Særligt med den store kabelpakke. Men det er jo det vidunderlige ved fjernsynet – man har aldrig set det sidste.
Overraskelsen var alligevel stor, da det viste sig at være National Geografic, der skulle tage prisen for at sende det hidtil mest bizarre fjernsyn. Kanal 4, Gustav og Susan K. go home!

Programmet hedder Taboo og det afsnit jeg så, handlede blandt andet om at forelske sig i objekter.
Jo jo, vi har alle været usædvanlig glade for vores nye sofa, eller blevet så begejstret for vores nye bil, at vi har givet den navn, bevares. Men har vi forelsket os i vores nye bil i en grad så vi har lyst til at bolle med den? Nej, vel?

Det havde en midaldrende mand fra Washington State, og i stedet for bare at gå med sin bizarre fetish i baghaven, hvor han kunne sætte sig ind og spille den af bag rattet eller stikke den ind i udstøderen – eller hvordan man nu kan have sex med en bil – har han valgt at stå frem. Og tak Herren for det!

Hans to biler ”Ginger” og ”Vanilla” er hans livs kærlighed, forklarede han med alvorlig mine, mens hans lidenskabeligt vådt kyssede den ene op og ned af kølerhjelmen og med hvid klud i den ene hånd pudsede løs på kærligheden, mens den anden kørte op og ned og kærtegnede bilens revner og forlygter. Jo, den bil blev sgu passet.

Mandens bror forsøgte at forklare kærligheden med, at deres mor havde været meget glad for sine biler (watch out mødre, det er nemlig ALTID jeres skyld), mens en ekspert ævlede noget om, at den slags passion til objekter kan trickes for os alle på et enkelt sekund. Det tror jeg så næppe, men angst har altid været en god motor.

Uanset hvad, så kunne den fyrige mand fortælle, at han langt fra var den eneste med hang til metal. Med trådløst netværk havde han nemlig fundet 100 artsfæller, der deler interessen for at bolle med deres bil. Eller rettere, onanere op ad den.

Jeg troede programmet toppede, da han satte sig ind til sit fedtede keyboard i sin lidt for pakkede stue med væg-til-væg-gulvtæpper, og reciterede et kærlighedsdigt, han havde skrevet til bilen og nu lagt musik til. Men det skulle senere vise sig at være vand ved siden af, hvem National Geografic senere kunne præsentere os for; damen, der er forelsket i Berlin-Muren.
Faktisk er den amerikanske kvinde så forelsket i muren, at hun på et tidspunkt har besluttet sig for at flytte til Berlin. Altså for at være tæt på den.

Jeg har før læst om dette menneske, men har helt ærligt lagt hende i den kasse der hedder ”Verden på vrangen”. Men her stod hun i levende live og lignede en bibliotekar fra barndommen i Farum og forklarede, at hun elsker muren, fordi alle andre har hadet den så længe. Det var med andre ord synd for muren, at den havde haft en sådan opvækst og liv som forhadt udskud.
Det er vist sådan noget vi andre kalder ”kompensationsknald”. Eller Charity fuck, på godt engelsk.

”Den behøvede min kærlighed. Den sultede efter kærlighed”, forklarer hun, som om hun har en tovejskommunikation med betonen, hun også har fået lavet i miniudgaver, så hun kan tage den med i seng.

Jeg synes det er dejligt at interessere sig for historie, og ikke mindst Den Kolde Krig. Måske empatien alligevel har taget overhånd.

Første gang hun var sammen med muren, havde hun det lige som en kvinde på sin bryllupsnat, forklarer hun. Og det er da dejligt, at også en særling som hende skal få lov at opleve dette, selv om det dybest set blot er masturbation med en kold genstand, blandet af en stasi-agent.
Kvinden er mega liderlig og bliver tilfredsstillet, og det er vel hovedsagen.

Ny sæson af dokumentarserien Taboo starter på lørdag på Nat Geo kl.22.30
Her kan man møde en dame, der har valgt at sidde i kørestol uden at være lam samt direktøren, der lever som hjemløs om natten. God fornøjelse!

Melodi Grand Prix var i hele min barndom en af de årlige begivenheder, familien traditionelt samlede sig om med lørdagsslik og stemmesedler. I dag, hvor det er blevet en tre dage lang seance med lande, vi dårligt nok har hørt om, bliver det lidt for omstændigt – og ikke mindst pokkers langtrukkent.
Men i år skulle jeg dog se det og spruttede danskvanden op fra første færd.

Showet startede med Montenegros bud på en vinder, der ifølge Ole Tøpholm var favorit til sidstepladsen. Det vidste jeg ikke man kunne være, men fuck et syretrip af den anden verden, da en fedladen, svedende mand med langt fedtet hår, rablede rundt på scenen og rappede et eller anden montenegrosk. Jeg forestiller mig, at det er den slags der sker med en, når man har taget rigtig mange svampe.

Herefter så vi Islands svar på Michael Monetz og Maria Donna – bare uden luderantrækket. De skulle angiveligt være favoritter i semifinalen, og så var niveauet lige som lagt.

Israel stillede op med det, der kunne være et kærlighedsbarn mellem Bob Dylan, kulturminister Uffe Elbæk og forsanger i Raveonettes, Sune Wagner.

Østrig sang en sang, der vist nok hed Fucking mit dem Popo. Jeg ved ikke, om det var for sjov, eller hvor meget eller lidt Aserbajdsjan fatter, når styret hader en befolkningsgruppe så meget og alligevel afholder deres største fest…

Og det russiske indslag var en flok gamle damer i nationaldragter. Ja, reelt er det jo svært at vide, om de er midt i 40’erne eller 80’erne, for livet er jo ikke let i Rusland. Det var faktisk et morsomt indslag, om end jeg ikke kunne lade være med at spekulere på, om der lå en tjetjener i den roterende ovn, der var placeret midt på scenen i røg og damp.

Samlet set er Euro(?)visionen altså blevet for udvandet og skørt. Og så er tre dage er altså to for meget. Beklager.

”Vi må have jerntæppet tilbage”, sukkede en af mine venner efter galningekavalkaden. Vi magter jo ikke se på alle de tosser – og da slet ikke Aserbajdsjan, der godt nok er tre timer foran, alligevel 100 år bagud.

Og mens dele af den danske regering har travlt med at gå ind i en boycot Israel-kampagne, har der været forbavsende stille omkring Danmarks deltagelse i Euro Visionen i Aserbajdsjan, den voksende diktaturstat, der mest af alt er kendt for undertrykkelse, tortur og massiv korruption.

Men ultra loyale DR-kommentator Ole Tøpholm var som sædvanlig evigglad med sky-klaphat på, og ville da gerne adressere polemikken og leverede en politisk analyse, man almindeligvis skal bruge knap 100 kroner på at få i en taxa.

”Det er fordi det her er en upolitisk begivenhed… ved at vi deltager, så viser vi også, at vi faktisk er opmærksomme på hvordan forholdene er i Aserbajdsjan. Hvis vi bare vendte ryggen til, så kunne Aserbajdsjan jo bare fortsætte… Hvis den her begivenhed ikke havde fundet sted her, så havde der nok ikke været fokus på forholdene her i landet i øjeblikket.”

Ja, ja, så leger vi det, Ole. Whatever you need to believe… Eurovisionen redder verden. Selv om den jo ikke er politisk…

Men DRs tv-aften toppede sgu alligevel, da man efterfølgende viste et dokumentarprogram om sidste års danske vinder, A Friend in London.
Var der virkelig noget at fortælle, tænkte jeg? Og efter en halv times jappen omkring, hvordan det totalt ligegyldige band – der så vidt jeg ved, kun spiller uopfordrede gratiskoncerter – havde mødt hinanden, spekulerede jeg på, om hele banden havde haft syfilis, der angiveligt har storhedsvanvid som bivirkning.
På den anden side; hvordan skulle forsangeren have fået syfilis, når han sikkert bare sidder og spiller den af til sit eget spejlbillede.

Jeg hepper på Soluna på lørdag – og så magter jeg nok ikke tossefestivalen igen lige foreløbig.

Hvor heldig har man lige lov til at være?

What a couple

På vej til feeeeeeeeest 🙂

 

Anja og Rikke og vores 600 gode venner

 

Sværerne var sprøde. Eller noget.

 

 

Gamle mennesker danser altså bare bedre!

 

Richard Ragnvald

 

 

Backstage med brødrene - der blev ikke noget knep senere, Jeanett...

 

 

Love is in the air <3

 

 

Men hun elskede også mig, lidt...

 

Mousse og føn er hemmeligheden

 

 

En skål med Rikke

 

 

 

Og så blev vi smidt hjem Vi ses igen til næste år 😀

 

 

Dengang Tv2 fyldte 20 år, sad jeg og rystede på hovedet og tænkte, hvordan fuck jeg og resten af Danmarks befolkning havde gidet se den omgang amatør-tv.
Studierne lignede noget, der var opbygget af papmache, og så gik alting så ufattelig langsomt.
Præmierne var også helt grinagtige.
I Lykkehjulet kunne man vinde en plaid og en kaffemaskine. Og i Den store klassefest, stod Kamilla Gregersen (senere Bech Holten) med papskilte, som hun skulle klistre op på en tavle, jeg kunne kende fra 70’ernes folkeskole i Farum.

Den går altså ikke mere. Derfor varr det også med målløs undren, hvordan fanden SBS turdet kaste så mange millioner efter et koncept som Big Brother, uden at forny det. Som i overhovedet!
Og fuck, hvor viuste det sig røvsygt!
Og med mellem 112.000 og 137.000 seere må jeg konstatere, at jeg ikke er den eneste, der har kedet mig. Altså helt til selvmordsstadiet.

I sidste uge var udfordringen, at beboerne skulle synge i kanon. Synge Æblemand i fucking kanon!
Ud over, at jeg undrer mig over, at beboerne ikke engang kunne finde ud af det, så fatter jeg ikke, hvem der har fundet på den ubehjælpsomme idé, der vel mest hører sig en 6-årigs niveau til. Boooooriiiiiing!

Kan man virkelig ikke – med over 100 mennesker ansatte på redaktionen og en forberedelsestid sikkert lige så lang som showet – ikke finde på noget bedre end det?
Har man glemt, at vi skriver tv-tidsalder 2012? Ikke 1998.

Når jeg ser reality fra udlandet, er der generelt væsentlig mere smæk på. Det er sjovt, konfliktfyldt og mega langt ude. Altså se-værdigt. Og det er i høj grad produktionens galskabs skyld – men ved Gud også castets.

Og det er showets største udfordring.
Udover komplet idé-fattighed, må man endnu engang konstatere, at danskere bare er røvsyge i den slags shows.
Vi giver ikke en skid. Vi sidder bare og surmuler og nægter ultimativt at udføre de opgaver, vi bliver stillet, hvis vi mener, at de er under vores værdighed.
Og det er altså ikke så lidt, der er under vores værdighed.

Da der var ”ja-uge” i Big Brother, gad de færreste af beboere overhovedet udføre opgaverne, og produktionen måtte gudhjælpemig begynde eksperimentet forfra! Og til produktionens store frustration, stadig til ingen verdens nytte. ”For der er fandeme ikke nogen, der skal fortælle os noget”, var tilgangen blandt beboerne.
Et klokkeklart eksempel på, hvorfor den slags shows aldrig bliver spændende i Danmark. Vi er for selvbevidste og kontrollerede.

Og den halve million? Fuck den. Vi bor jo trods alt i et velfærdssamfund.
Uddannelsen skal nok komme i hus. Vi har intet på spil.
Tror nok at spillet havde forløbet anderledes, hvis beboerne kom fra det fattigste Brasilien. Men det er jo et helt andet eksperiment.

Et af kerneproblemerne er desuden, at danskere tror, at de skal være “værdige vindere. De synes, at det er “være sig selv hele vejen igennem” er noget ypperligt, der gør dem mere fortjent til at vinde.
Sandheden er desværre bare den, at “værdigt” sjældent er særlig underholdende. Det bliver hurtigt dig og mig og ligeglydigt.
Næ, lad os hellere få nogen ind i et hus, som virkelig forstår, hvad kameraerne i virkeligheden kan bruges til.

Og fordi det er blevet lamt og utidssvarende at se på en flok helt almindelige danskere spise morgenmad, ryge cigaretter, spise frokost, rygecigaretter, spise aftensmad, ryge cigaretter, blev man nødt til at trække desperationskortet; Man smed en stripper, en tyk og nogle dværge ind. Kira Eggers, familie, venner, en seer, pressen, Knaldperlen og Sidney Lee. Senest 10 Facebook’ere… hovedbanegård, kan man fristes til at sige – men lige meget hjalp det.
For dværge og strippere er bare ikke godt nok. Heller ikke helikopterture, busture, udflugt til Sverige kunne ruske liv i konceptet. Kun udvande det. Totalt.
Konflikterne udeblev. Humoren var til at overse. Maskerne faldt aldrig.

Har hørt en fugl pippe, at Kanal 5 påtænker anden sæson.

Må jeg anbefale et mere ekstremt cast. Så er jeg er sikker på, at den seer jeg kender (og som jeg har lovet ikke at nævne navn på nogensinde) lover at kigge med. Særligt, når Umar er i bad.

Her for noget tid siden så jeg et opslag på Facebook, som lød nogenlunde sådan her: If you are against gay marriage, dont get one and shut the fuck up. På dansk, hvis du er imod homo-ægteskaber, så lad være med at gifte dig med en, og hold din fede kæft.

Til alle tider og i øjeblikket, synes Helle Thorning og venner på Borgen, at det er noget, der rager hele den danske befolkning – altså, hvem man gifter sig med og hvordan.

Udviklingsministeren (er der egentlig nogen, der ved hvem fanden han er?) mente endda at vide, hvordan kærlighed mellem yngre kvinder og ældre mænd foregår, da det gik op for ham – bedre sent end aldrig – at folkepensionisten Jørgen Leth elsker unge, brune kvinder fra fx Haiti. Den er nemlig ikke-eksisterende, erklærede han.

Men kan man ikke snart forestille sig, at politikerne og staten skal blande sig fuldstændig udenom folks liv i lagnerne? Uanset om det er letkøbte one-liners på Facebook eller ligefrem hjernedød kirkelovgivning – som i øvrigt er helt uhørt meningsløs og diskriminerende, når præsterne i virkeligheden må forvalte de statsudstukket retningslinjer, præcis som de vil, hvis de lige ikke føler for dem. Fx kan præster nægte at samarbejde med kvindelige præster – eller vie homoseksuelle.

Jeg er målløs.

Kunne man forestille sig at en Sonofon-dame ikke ville servicere kunder med anden herkomst end dansk? Næppe.

Vi skriver 2012, og alligevel er det åbenbart et fantasifoster ved navn Jesus eller Gud, der skal bestemme, hvem mig eller mine venner kirkeligt skal gifte os med.
Er vi ikke snart færdige med sådan en gang værdi-pis, der alligevel ikke har nogen som helst fornuftig mening i virkeligheden?

Hvis Biblen virkelig siger, at man ikke må bolle med sit eget køn, så vil jeg foreslå, at Danmark melder sig ud af den klub allerhurtigst muligt. Alt andet er diskriminerende og hører sig hverken denne tid til eller en stat til at blande sig i.

I samme omgang ville vi også slippe for at skulle tage en bizar diskussion om, hvorvidt det er ok at slå sin kone ihjel, hvis hun er utro – og om parrets sønner og døtre skal lide samme straf (åh, Biblen elsker fællesstraf, den skøre bog).
Vi ville også undgå en debat om påbuddet om at om at slå alle landmænd ihjel, som sår forskellige afgrøder på samme mark.
Ja, og alle mulige andre vanvittige påbud og forbud nedfældet i samme bog, der af en eller anden grund altid ender med at true læseren med at slå vedkommende ihjel.

Og så ville vi ikke blive tvunget omkring kirkebøgerne, når vi føder et barn i dette land. Det er jo helt skørt – for ikke at sige krænkende. Faktisk troede jeg, at den slags kun hørte hjemme i fx Iran.

Engang interviewede jeg Tove Videbæk, dengang MF for Kristeligt Folkeparti. Vi talte om homoseksuelles ret til at stifte familie, og hun var nærmest ved at græde, da hun beskrev alle de forfærdelige konsekvenser, når et barn ikke vokser op med mor og far. Ja, og så rablede hun noget om biblen.

Må jeg minde om, at biblen er nedfældet af en overskuelig række mænd for knap 2000 år siden, der havde et magtsygt og dengang tidssvarende bud på, hvordan mennesker skulle leve.
Ja, og så griner man af, at Jim Lyngvild er bekendt til asatroen…

Skil nu religion fra stat.
Vi burde jo slet ikke have et ministerium for alfer, feer, nisser, enhjørninge og andre usynlige venner.
Hvad folk læser af eventyr må være deres helt private sag. Jeg vil i hvert fald ikke blive tvunget fordommene fra en 2000 år gammel bog ned over hovedet.

Tak for samarbejdet til Danmarks-automaten