En af de allerbedste ting ved at være voksen er, at man selv må bestemme. Man må selv bestemme, hvornår man er sulten, hvornår man har lyst til at gå i bad, spise frugt og hvornår man må få kage.
Men ikke her på all inclusive i Tyrkiet.

Jeg er så skide træt af ufriheden, stopure, jeg er træt af de uendelige køer, klamme grådige mennesker, der slasker bunker mad på tallerken, jeg er træt af at se på desserter, der ligner opkast og forbandet træt af åbne- og lukketider, der ikke giver nogen mening.
Jeg har vandret hvileløst rundt blandt fede børn og olieret tyskere med mærkelige frisurer, der forhåbentlig aldrig når den danske mode.

Jeg er lost og vil have mine normale privilegier tilbage. Bare en skide time om dagen. Så nu har jeg fundet ”wellness”. Selvfølgelig ikke på vores eget hotel, for når de siger at man kan få tid kl.17.15, er de ikke blege for at lade en vente til 18.00. Glemte jeg at fortælle, at her er overbooket og ubehageligt proppet?

Damen der solgte mig en hovedbundsmassage havde også alt for travlt med at sælge mig kunstige negle og pink extensions, der havde givet mig direkte adgang til et hvilket som helst amerikansk midday talkshow.
Tak, men nej tak.

Hvad gør man så? Man flygter hen på nabohotellet, hvor der er tid – men ingen groteske damer med diamanter på neglene.
Jeg fik et tyrkisk bad.
Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan en bestemt type midaldrende dame kan ligge og fantasere om at blive bollet af den unge tyrkiske adonis, der bader en. Jeg har bare aldrig rigtig tændt på brylcreme og hvide crocks, men både badet og den efterfølgende massage, udført af en asiatisk dame med sikre hænder, var hver en krone værd.
Nabohotellet er blevet mit refugium.
Ja, og så selvfølgelig alkohol. Godt, man ikke har bestilt et tremåneders ophold…

Og nu er min mand og jeg nået dertil, hvor vi griner. Højt. Af tomme øjne, larmende børn, udsplattet mad på gulvet og fede mænd, der ser ud som om, de bærer tvillinger, vi kysser og ryster på hovedet og har langt ude samtaler med 7-årig, som i sandhed har en fest. Vi nyder de tre aftener vi må spise på et par af hotellets restauranter nede ved stranden, wuhuuuu, og om dagen gemmer vi os på stranden, hvor alle de brune læderdamer ligger under 37 grader skyfri himmel og syder.

Det skal nok gå. Med alkohol og hovedrysten. Med sød dreng og overbærende mand. Men til næste sommer stemmer jeg nok for noget lidt andet.

Moden på charterferie i Tyrkiet er ikke tyk. Den er lag-på-lag.

Folk ligger nærmest bunket som søløverne i San Fransisco Bay, om end lugten af råddenskab er udskiftet med dunsten af sød solcreme. (mere…)

Weekenden startede med en Take That koncert fredag aften, hvor jeg stod bagved Peter Schmeichel, som var ved at eksplodere i bukserne, da den evigt ”mavesyge” Robbie Williams nævnte den tidligere målmands navn fra scenen, hvorefter kameraet fandt hans rødmossede ansigt, som blev forstørret til storskærm.

Uforglemmeligt bizart.

Jeg eksploderer desværre ingen frække steder denne morgen kl.05.00. Jeg har betændt øje og kvalme og skal på charter-ferie. Den første af slagsen for mit vedkommende, nogensinde, og det er med angst og ærefrygt.
Gennemgribende angst for buffeterne og alt for grådige mennesker omkring dem og ærefrygt, fordi vi har betalt freaking 25.000 kroner for to voksne og et 7-årigt barn. 25.000 danske kroner!
Vi skal altså bare til Tyrkiet. Ikke på jagtsafari i Sydafrika.

For et par år siden rejste min mand og jeg til New York og boede på et fantastisk designer-luksus-hotel med pejs på værelset og et mastodont badeværelse med guld og glitter på væggene, der omringede et kæmpe spa placeret midt i rummet. Flybilletterne kostede os omkring 7000 kroner, hotellet havde vi fået til nogenlunde samme penge, så der var både råd til helicopterflyvning over Manhattan, Robert de Niro restaurant-besøg, taxature, som havde vi privatchauffør. Vi åd og drak, som om vi var nyrige.

Jeg havde aldrig drømt om, at charter var i samme prisklasse.
Men efter at være blevet overbevist af Spies-manden på Axel Torv om, at det bare var vildt lækkert med Sunwing i Tyrkiet, kørte vi dankortet igennem med lukkede øjne, for på denne ferie er vandrutsjebaner, bamser og maling plasket i hele hovedet jo meget vigtigere end cocktails og egotrip – og Mads Mikkelsen ser også da ud til at hygge sig noget så gevaldigt med sin reklamekone og modelbørn i Sunwing-kampagnen på diverse tv-stationer.

”Folk er vildt ulækre, der er køer overalt til buffeterne, der vælter over i klam mad. Folk smører sig i is ad libitum, fordi det er gratis. Det er larm og snot og plastik og pis og ingen plads”, siger nogen, der har oplevet ”all inclusive”-konceptet

”Der er også en gammel bydel”, har min ret vidunderlige mand mumlet et par gange.

Den kommer jeg aldrig til at se. Min krop har aldrig været glad for stærk sol. Jeg glæder mig mest til at komme lidt væk fra en oversvømmet kælder, læse nogle magasiner og ikke mindst se nogle udenlandske tv-stationer.

Og så håber jeg for den venlige mand i Spies, at han ikke er i stand til at lyve lige så godt som en tyrk, der sælger falske læservarer på det lokale marked. For nu tager vi afsted.

Oh shit. Jeg har ikke fået børn endnu, så sveden piblede fra panden, da jeg på eb.dk læste, at man kan risikere at få børn med mindre kønsorganer, hvis man udsætter sin hud for meget UV-filter. Altså solcreme! Og det er mildt sagt noget lort, for jeg er sådan en hvid dame med fregner, og hvad fanden gør man så? (mere…)

Wuhuuuu, så er startskuddet gået i Tour de France!
Ja, jeg er selvfølgelig lidt ligeglad og kender formentlig ikke en eneste af rytterne. Men der er jo et eller andet vanvittigt omkring den sportsbegivenhed, som man ikke kan andet end at fascineres af.

(mere…)