Man tror man har set og hørt det meste. Særligt med den store kabelpakke. Men det er jo det vidunderlige ved fjernsynet – man har aldrig set det sidste.
Overraskelsen var alligevel stor, da det viste sig at være National Geografic, der skulle tage prisen for at sende det hidtil mest bizarre fjernsyn. Kanal 4, Gustav og Susan K. go home!

Programmet hedder Taboo og det afsnit jeg så, handlede blandt andet om at forelske sig i objekter.
Jo jo, vi har alle været usædvanlig glade for vores nye sofa, eller blevet så begejstret for vores nye bil, at vi har givet den navn, bevares. Men har vi forelsket os i vores nye bil i en grad så vi har lyst til at bolle med den? Nej, vel?

Det havde en midaldrende mand fra Washington State, og i stedet for bare at gå med sin bizarre fetish i baghaven, hvor han kunne sætte sig ind og spille den af bag rattet eller stikke den ind i udstøderen – eller hvordan man nu kan have sex med en bil – har han valgt at stå frem. Og tak Herren for det!

Hans to biler ”Ginger” og ”Vanilla” er hans livs kærlighed, forklarede han med alvorlig mine, mens hans lidenskabeligt vådt kyssede den ene op og ned af kølerhjelmen og med hvid klud i den ene hånd pudsede løs på kærligheden, mens den anden kørte op og ned og kærtegnede bilens revner og forlygter. Jo, den bil blev sgu passet.

Mandens bror forsøgte at forklare kærligheden med, at deres mor havde været meget glad for sine biler (watch out mødre, det er nemlig ALTID jeres skyld), mens en ekspert ævlede noget om, at den slags passion til objekter kan trickes for os alle på et enkelt sekund. Det tror jeg så næppe, men angst har altid været en god motor.

Uanset hvad, så kunne den fyrige mand fortælle, at han langt fra var den eneste med hang til metal. Med trådløst netværk havde han nemlig fundet 100 artsfæller, der deler interessen for at bolle med deres bil. Eller rettere, onanere op ad den.

Jeg troede programmet toppede, da han satte sig ind til sit fedtede keyboard i sin lidt for pakkede stue med væg-til-væg-gulvtæpper, og reciterede et kærlighedsdigt, han havde skrevet til bilen og nu lagt musik til. Men det skulle senere vise sig at være vand ved siden af, hvem National Geografic senere kunne præsentere os for; damen, der er forelsket i Berlin-Muren.
Faktisk er den amerikanske kvinde så forelsket i muren, at hun på et tidspunkt har besluttet sig for at flytte til Berlin. Altså for at være tæt på den.

Jeg har før læst om dette menneske, men har helt ærligt lagt hende i den kasse der hedder ”Verden på vrangen”. Men her stod hun i levende live og lignede en bibliotekar fra barndommen i Farum og forklarede, at hun elsker muren, fordi alle andre har hadet den så længe. Det var med andre ord synd for muren, at den havde haft en sådan opvækst og liv som forhadt udskud.
Det er vist sådan noget vi andre kalder ”kompensationsknald”. Eller Charity fuck, på godt engelsk.

”Den behøvede min kærlighed. Den sultede efter kærlighed”, forklarer hun, som om hun har en tovejskommunikation med betonen, hun også har fået lavet i miniudgaver, så hun kan tage den med i seng.

Jeg synes det er dejligt at interessere sig for historie, og ikke mindst Den Kolde Krig. Måske empatien alligevel har taget overhånd.

Første gang hun var sammen med muren, havde hun det lige som en kvinde på sin bryllupsnat, forklarer hun. Og det er da dejligt, at også en særling som hende skal få lov at opleve dette, selv om det dybest set blot er masturbation med en kold genstand, blandet af en stasi-agent.
Kvinden er mega liderlig og bliver tilfredsstillet, og det er vel hovedsagen.

Ny sæson af dokumentarserien Taboo starter på lørdag på Nat Geo kl.22.30
Her kan man møde en dame, der har valgt at sidde i kørestol uden at være lam samt direktøren, der lever som hjemløs om natten. God fornøjelse!

Melodi Grand Prix var i hele min barndom en af de årlige begivenheder, familien traditionelt samlede sig om med lørdagsslik og stemmesedler. I dag, hvor det er blevet en tre dage lang seance med lande, vi dårligt nok har hørt om, bliver det lidt for omstændigt – og ikke mindst pokkers langtrukkent.
Men i år skulle jeg dog se det og spruttede danskvanden op fra første færd.

Showet startede med Montenegros bud på en vinder, der ifølge Ole Tøpholm var favorit til sidstepladsen. Det vidste jeg ikke man kunne være, men fuck et syretrip af den anden verden, da en fedladen, svedende mand med langt fedtet hår, rablede rundt på scenen og rappede et eller anden montenegrosk. Jeg forestiller mig, at det er den slags der sker med en, når man har taget rigtig mange svampe.

Herefter så vi Islands svar på Michael Monetz og Maria Donna – bare uden luderantrækket. De skulle angiveligt være favoritter i semifinalen, og så var niveauet lige som lagt.

Israel stillede op med det, der kunne være et kærlighedsbarn mellem Bob Dylan, kulturminister Uffe Elbæk og forsanger i Raveonettes, Sune Wagner.

Østrig sang en sang, der vist nok hed Fucking mit dem Popo. Jeg ved ikke, om det var for sjov, eller hvor meget eller lidt Aserbajdsjan fatter, når styret hader en befolkningsgruppe så meget og alligevel afholder deres største fest…

Og det russiske indslag var en flok gamle damer i nationaldragter. Ja, reelt er det jo svært at vide, om de er midt i 40’erne eller 80’erne, for livet er jo ikke let i Rusland. Det var faktisk et morsomt indslag, om end jeg ikke kunne lade være med at spekulere på, om der lå en tjetjener i den roterende ovn, der var placeret midt på scenen i røg og damp.

Samlet set er Euro(?)visionen altså blevet for udvandet og skørt. Og så er tre dage er altså to for meget. Beklager.

”Vi må have jerntæppet tilbage”, sukkede en af mine venner efter galningekavalkaden. Vi magter jo ikke se på alle de tosser – og da slet ikke Aserbajdsjan, der godt nok er tre timer foran, alligevel 100 år bagud.

Og mens dele af den danske regering har travlt med at gå ind i en boycot Israel-kampagne, har der været forbavsende stille omkring Danmarks deltagelse i Euro Visionen i Aserbajdsjan, den voksende diktaturstat, der mest af alt er kendt for undertrykkelse, tortur og massiv korruption.

Men ultra loyale DR-kommentator Ole Tøpholm var som sædvanlig evigglad med sky-klaphat på, og ville da gerne adressere polemikken og leverede en politisk analyse, man almindeligvis skal bruge knap 100 kroner på at få i en taxa.

”Det er fordi det her er en upolitisk begivenhed… ved at vi deltager, så viser vi også, at vi faktisk er opmærksomme på hvordan forholdene er i Aserbajdsjan. Hvis vi bare vendte ryggen til, så kunne Aserbajdsjan jo bare fortsætte… Hvis den her begivenhed ikke havde fundet sted her, så havde der nok ikke været fokus på forholdene her i landet i øjeblikket.”

Ja, ja, så leger vi det, Ole. Whatever you need to believe… Eurovisionen redder verden. Selv om den jo ikke er politisk…

Men DRs tv-aften toppede sgu alligevel, da man efterfølgende viste et dokumentarprogram om sidste års danske vinder, A Friend in London.
Var der virkelig noget at fortælle, tænkte jeg? Og efter en halv times jappen omkring, hvordan det totalt ligegyldige band – der så vidt jeg ved, kun spiller uopfordrede gratiskoncerter – havde mødt hinanden, spekulerede jeg på, om hele banden havde haft syfilis, der angiveligt har storhedsvanvid som bivirkning.
På den anden side; hvordan skulle forsangeren have fået syfilis, når han sikkert bare sidder og spiller den af til sit eget spejlbillede.

Jeg hepper på Soluna på lørdag – og så magter jeg nok ikke tossefestivalen igen lige foreløbig.

Dengang Tv2 fyldte 20 år, sad jeg og rystede på hovedet og tænkte, hvordan fuck jeg og resten af Danmarks befolkning havde gidet se den omgang amatør-tv.
Studierne lignede noget, der var opbygget af papmache, og så gik alting så ufattelig langsomt.
Præmierne var også helt grinagtige.
I Lykkehjulet kunne man vinde en plaid og en kaffemaskine. Og i Den store klassefest, stod Kamilla Gregersen (senere Bech Holten) med papskilte, som hun skulle klistre op på en tavle, jeg kunne kende fra 70’ernes folkeskole i Farum.

Den går altså ikke mere. Derfor varr det også med målløs undren, hvordan fanden SBS turdet kaste så mange millioner efter et koncept som Big Brother, uden at forny det. Som i overhovedet!
Og fuck, hvor viuste det sig røvsygt!
Og med mellem 112.000 og 137.000 seere må jeg konstatere, at jeg ikke er den eneste, der har kedet mig. Altså helt til selvmordsstadiet.

I sidste uge var udfordringen, at beboerne skulle synge i kanon. Synge Æblemand i fucking kanon!
Ud over, at jeg undrer mig over, at beboerne ikke engang kunne finde ud af det, så fatter jeg ikke, hvem der har fundet på den ubehjælpsomme idé, der vel mest hører sig en 6-årigs niveau til. Boooooriiiiiing!

Kan man virkelig ikke – med over 100 mennesker ansatte på redaktionen og en forberedelsestid sikkert lige så lang som showet – ikke finde på noget bedre end det?
Har man glemt, at vi skriver tv-tidsalder 2012? Ikke 1998.

Når jeg ser reality fra udlandet, er der generelt væsentlig mere smæk på. Det er sjovt, konfliktfyldt og mega langt ude. Altså se-værdigt. Og det er i høj grad produktionens galskabs skyld – men ved Gud også castets.

Og det er showets største udfordring.
Udover komplet idé-fattighed, må man endnu engang konstatere, at danskere bare er røvsyge i den slags shows.
Vi giver ikke en skid. Vi sidder bare og surmuler og nægter ultimativt at udføre de opgaver, vi bliver stillet, hvis vi mener, at de er under vores værdighed.
Og det er altså ikke så lidt, der er under vores værdighed.

Da der var ”ja-uge” i Big Brother, gad de færreste af beboere overhovedet udføre opgaverne, og produktionen måtte gudhjælpemig begynde eksperimentet forfra! Og til produktionens store frustration, stadig til ingen verdens nytte. ”For der er fandeme ikke nogen, der skal fortælle os noget”, var tilgangen blandt beboerne.
Et klokkeklart eksempel på, hvorfor den slags shows aldrig bliver spændende i Danmark. Vi er for selvbevidste og kontrollerede.

Og den halve million? Fuck den. Vi bor jo trods alt i et velfærdssamfund.
Uddannelsen skal nok komme i hus. Vi har intet på spil.
Tror nok at spillet havde forløbet anderledes, hvis beboerne kom fra det fattigste Brasilien. Men det er jo et helt andet eksperiment.

Et af kerneproblemerne er desuden, at danskere tror, at de skal være “værdige vindere. De synes, at det er “være sig selv hele vejen igennem” er noget ypperligt, der gør dem mere fortjent til at vinde.
Sandheden er desværre bare den, at “værdigt” sjældent er særlig underholdende. Det bliver hurtigt dig og mig og ligeglydigt.
Næ, lad os hellere få nogen ind i et hus, som virkelig forstår, hvad kameraerne i virkeligheden kan bruges til.

Og fordi det er blevet lamt og utidssvarende at se på en flok helt almindelige danskere spise morgenmad, ryge cigaretter, spise frokost, rygecigaretter, spise aftensmad, ryge cigaretter, blev man nødt til at trække desperationskortet; Man smed en stripper, en tyk og nogle dværge ind. Kira Eggers, familie, venner, en seer, pressen, Knaldperlen og Sidney Lee. Senest 10 Facebook’ere… hovedbanegård, kan man fristes til at sige – men lige meget hjalp det.
For dværge og strippere er bare ikke godt nok. Heller ikke helikopterture, busture, udflugt til Sverige kunne ruske liv i konceptet. Kun udvande det. Totalt.
Konflikterne udeblev. Humoren var til at overse. Maskerne faldt aldrig.

Har hørt en fugl pippe, at Kanal 5 påtænker anden sæson.

Må jeg anbefale et mere ekstremt cast. Så er jeg er sikker på, at den seer jeg kender (og som jeg har lovet ikke at nævne navn på nogensinde) lover at kigge med. Særligt, når Umar er i bad.

Dengang jeg var yngre, arbejdede jeg på et plejehjem i Bispebjerg. Det var ganske vist kun en uges tid, men det var alligevel rigelig med tid til, at jeg nåede at stifte bekendtskab med det forunderlige fænomen, jeg siden har givet navnet ”plejehjemsøjenbryn”.

Mens nogle ældre mænd får kraftigere og mere buskede øjenbryn med alderen (altså Ole Ernst-øjenbryn), mister en del ældre damer faktisk deres med årene, og den slags var der jo råd for; oldemødrene tegnede dem simpelthen op med en sort eyeliner eller tusch.

Resultatet var varierende, alt efter hvor meget den pågældende beboer rystede på hænderne – men uanset hvor sikre de var, kom stregen aldrig til at ligne øjenbryn. Man kan vel kalde det en slags funktionel mode.

Men i dag er der åbenbart sket det ganske forunderlige, at plejehjems-øjenbryn er kommet på en slags ungdomsmode. For nøjagtig lige som alt andet fra kassebukser til dreadlocks finder et nyt publikum hvert 20. år, er den tendens jeg egentlig troede kun hørte sig den absolut ældre generation til, nu blevet et slags fænomen, der har sneget sig ind på de danske tv-kanaler igennem de sidste tre-fire-fem år – plejehjemsøjenbrynene har sgu taget hjem hos dagens reality-deltagere.

Den første jeg bemærkede den nye reality-mode hos, var Camilla Framnes fra De unge mødre.
Til at starte med tegnede hun sine lidt fimrende bryn op med en brun streg, men nu har hun altså taget konsekvensen og har barberet hele dynen af og tegner to lange og meget tynde horisontale streger hen over hvert øje. Bum!

Amanda Sisse fra samme serie har valgt en lidt anden stil. Hun går efter det overraskede look og har derfor tegnet to kroket-mål-buede streger cirka en-to centimeter højere end hvor de biologiske bryn engang sad, så hun i dag ligner en overrasket klovn fra et cirkus.

Den unge mor Melissa startede med at køre Amanda Sisse-style men har nu valgt at udskifte kroket-buen med det omvendte V-look, der imponerende trækker eyeliner-brynene helt op mod hårgrænsen. Næsten som om, der er krog i lortet.

Gad vide, hvor mange gange i løbet at dagen, de har udtværet sorte pletter smattet rundt i panden?

Men det er jo langt fra kun de unge mødre, der bruger tusch i morgenritualet. Også Stephanie fra Singleliv på Kanal 4 har haft fat i barbermaskinen i et forsøg på at løfte alderen. Dette med mere eller mindre held. Man skal altså virkelig passe på ikke at komme til at se underlig ud, når man har benstruktur, der afslører, hvor brynene naturligt har sin plads.

Lidt lige som Linse Kessler. Hun har bare taget skridtet og fået tatoveret en helt ny virkelighed i ansigtet. Om smerten kompenserer resultatet, vil jeg lade op til læserne.

Her forleden så jeg Malou Stella hive den blå engangsskraber frem for at hærge sin mors bryn. Jeg sad satme med hjertet oppe i halsen, mens den – måske/måske ikke påvirkede – unge mor ragede bladene rundt i sin mors ansigt, mens hun råbte hende ind i hoved, at hun skulle holde sin kæft.
Hvem sagde overgreb?
Men hvem ved, måske er bizarre øjenbryn et kriterium for at komme i betragtning til den slags shows?

Jeg kan i hvert fald konstatere at også Sofie fra Fristet og Divaer i junglen også stiler mod plejehjemsmoden – om end hun kun er nået til at massakrere brynene med pincet. Sofies ligner næsten ”Puma”-mærket.

Men det er jo ikke kun realiy-typerne, der har tendens til ansigtsmassakre.
Bare se på Milena Penkowa og Amanda Jacobsen…

Kan vi ikke lave en aftale om, at I lægger skraberne fra jer i en måneds tid eller to – og så bruger nogle af de penge, I almindeligvis ville bruge op kunstige negle, til at besøge en skønhedssalon, som får rettet lortet ned på den plads, hvor det rent faktisk hører til.
Alternativt købe noget vækstfremmer…

Jeg er fra flere kvindelige sider blevet opfordret til at se Sex, Kaos og Bekendelser, som bliver vist på DR2.
Jeg har aldrig kunne tyre film som Nynnes Dagbog, Veninder og Bridget Jones, jeg synes de er nogle røvsyge stereotyper og har aldrig fundet særlig interesse i det, som definerer kvindeting; Slankekure, make-up, shopping og en masse andet tomt blæs.
Men på DR2 skulle jeg se fem angiveligt meget forskellige kvinder dokumentere deres liv over 100 dage.

Men der blev jeg skuffet. For uanset hvem af damerne man følger, er det nøjagtig de samme ting, de siger og lever efter; de vil finde en mand og have børn – og livet uden mand og børn er nederen.

Endnu engang viser kvindeuniverset sig at være så uhyggelig snævert, at jeg må overveje, om kvinder virkelig ikke rummer andet end obsessiv besættelse af parforhold og med tilsyneladende eneste mål for livet at formere sig. Og så længe de ikke har nået det, er livet åbenbart halvt.
Om det så er håndbold-Tove fra Jylland, der konstant skal bekræftes af ny kæreste på den hovedrystende efterskoleagtige måde, den meget unge Zyta med ekskæreste og dreadlocks (so 90’ies), fraskilte Majse Njor eller den selvudråbte man-eater, Frida, der i øvrigt viser sig at være den mest volvo-hungrende og formeringsbesatte af dem alle sammen.

Jeg er med på, at kærlighed er vigtigt for de fleste almindelige mennesker – men det havde sgu været fedt, om man ikke kun havde valgt kvinderne ud fra forskellig alder og landsdele og fundet en, der havde bare ét enkelt andet meningsfuldt gøremål eller drøm for livet.

Der jo bliver nødt til at være andet i deres liv. Altså, de må jo bare engang i mellem have samtale om andet. Forbandet ærgerligt, at vi ikke ser det. Jeg har lyst til at smadre mit fjernsyn, ver gang jeg ser hende der Tove. Hun er jo helt ulidelig. Tænk, hvis hun er sådan i virkeligheden: Hele tiden sidde og spørge sin kæreste, hvrofor han kan lide hende og hvor meget. Og bagefter ressonere over svaret til kameraet og konkludere, at hun ikke selv er helt klar til at sige det tilbage til ham – for så at bede ham om endnu mere bekræftelse. Puha, det er anstrengende. Nærmest en syge. Særligt, når vi alle ved, at hun er ved at flække af forelskelse. Så sig det dog!
Det bliver så barnagtigt kompliceret, og jeg gider ikke være en del af det endimensionelle selskab. Øv!

Måske mest øv til instruktør og klipper, for jeg begynder helt at tvivle på, om kvinder med andre mål i livet en mand er en sjælden race.
Til gengæld begynder jeg at forstå, hvorfor der er så få kvinder i topposter – det giver fin mening, når det eneste vi åbenbart rigtig interesserer os for, er, at være kone til en mand og få nogle børn.
Det er åbenbart de to ting, vi benhårdt går efter fra fødsel til død, hvis man skal tro kvinderne i programmet – og i alle de endimensionelle chick-flick-plat-film for egen målgruppe.

Men midt i hele singlelivs-kaosset, er der alligevel Amira. En mor til tvillinger, som hun er hæmningsløs træt af at være sammen. Børn, som hun ikke finder hverken charmerende eller elskelige.
Amira lukker modigt og overraskende op for en helt ny og tabuiseret virkelighed, ingen synes at tale om. Ikke at elske sit liv som mor. For puh, der meget trofæ og konkurrence med børn.
Puh, der meget prægtighed. Alt er altid godt og rent og pænt. Mødres børn er altid søde og særdeles dygtige. Og os, der ikke har dem bliver ofte beskyldt for enten ikke at vide hvad kærlighed er, eller bare være egoistiske.
Men Amina er fucking træt af sine to piger. Hun orker ikke deres græden, hun gider ikke lege med dem mere – hun gider ikke tage dem op.
Hun erklærer for sin mand, at næste gang nogen siger i Metroen dikker, ”ih, nogle søde børn”, vil hun svare, ”Ja, det kan godt være, at de ser sådan ud, men de er røvsyge at være sammen med”.
Og helt ind i hjertet bliver det, da hun flyver i faldskærm på en længe ventet ferie og betror kameraet: Hvis jeg falder ned herfra, så er det slut. Så har jeg ikke mere ansvar overfor nogen. Det føles helt vildt befriende. Det gør sgu indtryk.

Amina rører ved noget, meget få mødre tør. Hun bryder sig ikkenaturligt om at være mor. Hun savner sin mand. Og sig selv. Hun vil have sig selv tilbage.

Jeg tror Københavns Kommune har mange parforhold på samvittigheden, når der skal gå op til 15 måneder, før ungerne kan komme i institution. For tro det eller lad være – der er andre mål i livet end at glo på mand og børn.