Jeg er fra flere kvindelige sider blevet opfordret til at se Sex, Kaos og Bekendelser, som bliver vist på DR2.
Jeg har aldrig kunne tyre film som Nynnes Dagbog, Veninder og Bridget Jones, jeg synes de er nogle røvsyge stereotyper og har aldrig fundet særlig interesse i det, som definerer kvindeting; Slankekure, make-up, shopping og en masse andet tomt blæs.
Men på DR2 skulle jeg se fem angiveligt meget forskellige kvinder dokumentere deres liv over 100 dage.
Men der blev jeg skuffet. For uanset hvem af damerne man følger, er det nøjagtig de samme ting, de siger og lever efter; de vil finde en mand og have børn – og livet uden mand og børn er nederen.
Endnu engang viser kvindeuniverset sig at være så uhyggelig snævert, at jeg må overveje, om kvinder virkelig ikke rummer andet end obsessiv besættelse af parforhold og med tilsyneladende eneste mål for livet at formere sig. Og så længe de ikke har nået det, er livet åbenbart halvt.
Om det så er håndbold-Tove fra Jylland, der konstant skal bekræftes af ny kæreste på den hovedrystende efterskoleagtige måde, den meget unge Zyta med ekskæreste og dreadlocks (so 90’ies), fraskilte Majse Njor eller den selvudråbte man-eater, Frida, der i øvrigt viser sig at være den mest volvo-hungrende og formeringsbesatte af dem alle sammen.
Jeg er med på, at kærlighed er vigtigt for de fleste almindelige mennesker – men det havde sgu været fedt, om man ikke kun havde valgt kvinderne ud fra forskellig alder og landsdele og fundet en, der havde bare ét enkelt andet meningsfuldt gøremål eller drøm for livet.
Der jo bliver nødt til at være andet i deres liv. Altså, de må jo bare engang i mellem have samtale om andet. Forbandet ærgerligt, at vi ikke ser det. Jeg har lyst til at smadre mit fjernsyn, ver gang jeg ser hende der Tove. Hun er jo helt ulidelig. Tænk, hvis hun er sådan i virkeligheden: Hele tiden sidde og spørge sin kæreste, hvrofor han kan lide hende og hvor meget. Og bagefter ressonere over svaret til kameraet og konkludere, at hun ikke selv er helt klar til at sige det tilbage til ham – for så at bede ham om endnu mere bekræftelse. Puha, det er anstrengende. Nærmest en syge. Særligt, når vi alle ved, at hun er ved at flække af forelskelse. Så sig det dog!
Det bliver så barnagtigt kompliceret, og jeg gider ikke være en del af det endimensionelle selskab. Øv!
Måske mest øv til instruktør og klipper, for jeg begynder helt at tvivle på, om kvinder med andre mål i livet en mand er en sjælden race.
Til gengæld begynder jeg at forstå, hvorfor der er så få kvinder i topposter – det giver fin mening, når det eneste vi åbenbart rigtig interesserer os for, er, at være kone til en mand og få nogle børn.
Det er åbenbart de to ting, vi benhårdt går efter fra fødsel til død, hvis man skal tro kvinderne i programmet – og i alle de endimensionelle chick-flick-plat-film for egen målgruppe.
Men midt i hele singlelivs-kaosset, er der alligevel Amira. En mor til tvillinger, som hun er hæmningsløs træt af at være sammen. Børn, som hun ikke finder hverken charmerende eller elskelige.
Amira lukker modigt og overraskende op for en helt ny og tabuiseret virkelighed, ingen synes at tale om. Ikke at elske sit liv som mor. For puh, der meget trofæ og konkurrence med børn.
Puh, der meget prægtighed. Alt er altid godt og rent og pænt. Mødres børn er altid søde og særdeles dygtige. Og os, der ikke har dem bliver ofte beskyldt for enten ikke at vide hvad kærlighed er, eller bare være egoistiske.
Men Amina er fucking træt af sine to piger. Hun orker ikke deres græden, hun gider ikke lege med dem mere – hun gider ikke tage dem op.
Hun erklærer for sin mand, at næste gang nogen siger i Metroen dikker, ”ih, nogle søde børn”, vil hun svare, ”Ja, det kan godt være, at de ser sådan ud, men de er røvsyge at være sammen med”.
Og helt ind i hjertet bliver det, da hun flyver i faldskærm på en længe ventet ferie og betror kameraet: Hvis jeg falder ned herfra, så er det slut. Så har jeg ikke mere ansvar overfor nogen. Det føles helt vildt befriende. Det gør sgu indtryk.
Amina rører ved noget, meget få mødre tør. Hun bryder sig ikkenaturligt om at være mor. Hun savner sin mand. Og sig selv. Hun vil have sig selv tilbage.
Jeg tror Københavns Kommune har mange parforhold på samvittigheden, når der skal gå op til 15 måneder, før ungerne kan komme i institution. For tro det eller lad være – der er andre mål i livet end at glo på mand og børn.
