Hvorfor cencurerer Tv2?

kvalme og lukkede fester

Så er forårets premiere endelig skudt i gang, og sikke en fest!
Tv3 kørte Paradise fra mandag, og på Kanal 4 tog man tirsdag hul på ny sæson af De unge mødre, der til alle tider skiller befolkningen i to; enten hader man programmet i afsky over den triste og kummerlige virkelighed, man slet ikke gider orker at blive konfronteret med – eller også elsker man programmet, af de helt samme årsager.
Jeg tilhører den kategori, der elsker både programmet og mødrene og sad derfor forventningsfuldt klistret til skærmen med frikadeller og stuvet hvidkål og kartoffelkager til dessert. Særligt kartoffelkagerne blev dog en kamp at få ned, da vi blev præsenteret for den nye deltager Stephanie, der var så grotesk overvægtig, at der med ret stor sandsynlighed venter en eksplosiv sukkersyge lige rundt om hjørnet. Igennem det meste af afsnittet lå hun i sin og kærestens triste lejlighed på sofaen og beklagede sin konstante kvalme, som hun insisterede på kun kunne holdes i skak med hvidt brød og kager. Hendes mor kørte beredvillig 250 km for at bage endnu en kage til sin meget store datter, og det er da hvad man kan kalde misforstået omsorg. Jeg håber bare, at der er en praktiserende læge, der gider minde både mor og gravid datter om, at en gulerod måske også kan gøre det. Om ikke andet, så for den ufødte unges skyld. Stephanies kæreste sad under hele udsendelsen helt fraværende og stirrede frem for sig, mens han sugede den ene smøg i sig efter den anden. Han havde en datter på syv måneder (?) fra et tidligere forhold, og erklærede sig ikke synderlig begejstret ved tanken om endnu et barn. Han så heller ikke synderlig glad ud for Stephanie, og derfor turde Stephanie da heller ikke bede ham om at hjælpe til med det praktiske i hjemmet – for så ville han måske forlade hende. Det gør han i næste afsnit, og det skal Stephanie nok være glad for.
Jeg er glad for, at mødrene er tilbage, tak for det Kåre Sand, og så vil lige minde de forargede om, at hvis man kender mødrene bare lidt, så vil man vide, at størstedelen formentlig er klogere end de ejendomsmæglere, der gætter priser i Hammerslag. Måske skulle man lave en dyst…
Det er også blevet sæson for Kanal 5’s 4 stjernet rejse og Zulus Pokerfjæs. Måske er jeg ikke målgruppen, men jeg er altså skide træt af at skulle se på lukkede fester. Hvorfor skal jeg se en flok drenge vælte sig i spil og sprut, hyle af grin af deres egne vittigheder og bedrifter? Det bliver for indforstået og småt. På samme måde kan jeg ikke rigtig se, hvorfor jeg nu igen skal se Villy Søvndal med tre andre deltager sidde og spise. Ok, nu er han så filmet i Skt. Petersborg, men hvad er egentlig forskellen? Det virker uselskabeligt og langt mere for deltagernes skyld og underholdning end for seernes.
På DR2 har man derimod lavet en serie, der hedder Tv!Tv!Tv!, som i den grad tager pædagogisk fat i seerne og som i en dansktime leder os humoristisk og varmt igennem en analyse af nutidens doku-soaps og reality-koncepter. Og værten kan befriende godt lide, hvad hun ser. Og står ved det. Også selv om hun er både veluddannet og normalvægtig, og sikker kender til kunst og kultur, der er ældre end Katrine fra Singleliv. Hvor er det dog dejligt befriende at det ikke er med forudsigelig afsky for programmerne og deltagere, men derimod med interesse for fænomenet.
Katrine stopper i øvrigt som medvirkende og holdt gavmildt et afskedsstrip i samme anledning. Tak for det. Jeg forudser, at Malou Stella – som jo snart ikke er ung mor mere – kan overtage pladsen, nu hvor hun også har fået lavet nogle nye store bryster, og fortsat er single.

Næste indlæg

Hvorfor cencurerer Tv2?