Tabermødre med vindermentalitet

I øjeblikket kører der en del programmer om skøre mødre til små piger, der på den ene eller anden måde alle ligner Østeuropæiske ludere.
Jeg tænker særligt på ’Dancing Moms’ på Kanal 4 og ’Toddlers & Tiaras’ på TLC, hvor de mindreårige fra 3-årsalderen bliver pacet til at deltage i danse- eller skønhedskonkurrencer.

–          Hvis min datter kommer hjem og siger, at hun hellere vil spille softball, skærer jeg pulsåren over på mig selv, erklærer en amerikansk mor, mens det meste af den danske befolkning sidder med åben mund og tænker: syge kælling, din unge burde tvangsfjernes.

Og bevares, det er da lige voldsomt nok at true med selvmord, men jo flere jeg ser af de udsendelser, jo mere imponeret er jeg over pigerne og jo mere tror jeg på en eventuel fremtid for dem. For sandheden er jo, at hvis man har en mor, der er så syg i knoppen, så har man altså ikke ret mange chancer i livet. Sådan helt generelt.

Vores dansker-mentalitet er, hvorfor ikke satse på noget bogligt? Eller mere smagfuldt? Men virkeligheden viser jo, at bare fordi vanvidsmoren holder op med at klæde datteren ud som en gadeluder fra det forrige århundrede, kommer ungen ikke nødvendigvis på universitet. For når mødrene (og formentlig fædrene) er så mega stupide, er der så meget desto mere grund til at overveje, hvad alternativet reelt er.
Formentlig ingenting.
For der er jo ingen chance i helvede for, at de her piger nogensinde bliver opmuntret til at få noget, der minder om en uddannelse – og så er de her danse- og skønhedskonkurrencer da i det mindste en chance for noget. Måske endda rigtig karriere – måske ikke.

Men der er satme også mange natklubber i USA, så på med stripperkostumet og kom i gang!

Og hvad kan man i øvrigt bruge sådan en universitetsgrad til?
Personligt læste jeg semitisk filologi i seks år på Københavns Universitet, og det har sgu ikke vist sig mere brugbart end et par timers undervisning på et podie på Wonder Bar.
Jeg har lige hørt om en Geologi-kandidat, der arbejder i genbrugsbutik.
Ej, det der akademiker-ræs er eddermanme overvurderet. Måske endda spild af penge. Mit bedste bud er, at de her konkurrencer faktisk deres eneste reelle chance i livet, og det skal man da tage dybt alvorligt.

Og jo, det gør da lidt ondt i maven, når jeg ser mødrene dirrer og begynder at skrige manisk, når tårerne triller ned af børnenes kinder af udmattethed. Og når det hele er ved at ramle, tænker jeg på typisk velfærdsstatsdansker–mentalitet, ”så drop det dog!”
Men næ, de sgu kæmper videre. Fra 06.00 om morgenen til 21.30 om aftenen.
En enkelt trænede til 23.45, for dans og skønhedskonkurrencer er ikke en fritidsaktivitet.

Det er deres fremtid. De træner for at blive stjerner. Og fuck lidt tuderi efter en halvsløj performance – for i Amerika er der hverken hjemmeboende SU eller kontanthjælp.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at synes, at børn der er klædt ud som ludere er lidt fascinerende – men det er sgu da også imponerende, at de her trash-familier træner børnestrip på samme niveau som kinesiske kommu-børn træner OL.

Man må tage hatten af for, at mødrene ikke bare sidder og kyler bajere ned på den lokale bodega og mens fædrene knepper deres døtre. Den slags er der vist rigeligt af.
I stedet kæmper de for deres børns fremtid.

Hvis jeg bare havde et minimum af rygrad – eller en galning af en mor, der havde pacet lidt, dengang jeg gik til jazzballet i Farum, havde jeg måske ikke den kæmpe hvide dej midt på maven eller haft balleaftryk i mine sofaer. Men jeg fik lov til at skifte fritidsaktiviteter, som andre skifter sokker, og hvad er resultatet? En tv-seende doven-Lars, der drikker for meget og skriver upassende ting på Facebook.