De dumme løgne om kongehuset

Kronprinsesse Mary har født to børn, og en del af Danmark er på den anden ende og gætter navne og sender familien gaver. Ting, som de helt sikkert ikke har brug for og aldrig får brugt.
Til de gavmilde sjæle, må jeg desværre minde om, at langt det meste bliver opmagasineret i bunker og aldrig hevet frem igen. Men lad nu det ligge.
Pressen venter på vidunderbørnene, almindelige danskere venter i spænding på at se de første billeder, vi hører på forskning i tvillinger, deres horoskoper er lagt, hvilken skole skal de mon gå på og bla bla bla.
Jeg begriber ikke den store fascination af en familie, som dybest set ikke gør ret meget andet end at være til. Og lever i en helt ekstrem luksus, som blandt andet betales af dagpengemodtager og social- og sundhedshjælpere. Jeg finder det besynderligt at holde fast i en oldgammel tradition, der måske kun burde kunne holdes i hævd i lande, hvor størstedelen er uuddannede, analfabeter, som kan bildes mere på ærmet. Så er der mange, blandt andet min egen mor, der igen og igen forsøger at forklare mig, at denne familie tjener hver en krone hjem, ved bare at være til – ja, ude i den store verden er de ligefrem et kæmpe reklamesøjle for nationen, og så er det bare, at jeg må sige: Sikke en omgang sludder!

Igennem mit arbejde på både ugeblad og tabloider, har jeg fået lov til at følge med i, præcis hvor interesseret resten af verden er i den danske kongefamilie – og sandheden er jo, at de fleste (måske med undtagelse af Australien) er fløjtende.
Da Mary og Frederik var i fx NY, USA stod der kun et opbud af danske pressefolk omkring dem.
Og til de officielle pressemøder stod det danske, royale pressekorps fortsat trofast – men hvor var de amerikanske journalister, der skulle skrive til deres vildt interesseret læsere? Der stod to forkølede amerikanske journalister, der formentlig var sendt på tvangsopgave.
Trist men sandt.
De er sgu da ligeglade med det danske kongehus. Det er en sød lille pudsighed, de er velklædte og så er der nok ikke ret meget mere.
Selv om vi gerne vil tro det. Og selv om pressen gerne vil fremstille det sådan. Og holde fast i sådan – og derfor skriver – at Mary strålede om kap med solen, selv om hun var pisse sur og rev rundt i sine børn, ligesom Margrethe tidligere i rubrikker (fx ved Christians fødsel og hvor jeg var til stede) bliver citeret for at have sagt alt muligt sludder, hun aldrig nogensinde har sagt.
”Jeg er glad”, skulle hun have sagt – selv om hun var skide sur og mælede ikke et ord.
Men det insisterer vi på. At hun var glad! For det dur jo ikke at servere for befolkningen, at vores dronning var uforskammet tvær.
”Jamen, det er også bare fordi, pressen hele tiden er der”, forsvarer de evigt forstående. Men hvis ikke pressen var der, hvad var så deres funktion? Hvis ikke pressen må dække en tronarvings fødsel, hvor fanden er vi så henne? Hvordan skal vi så retfærdiggøre deres eksistens?

Personligt er jeg fløjtende ligeglade med Kongehuset. Skulle jeg stemme om deres eksistens, stemte jeg nok nej tak.
Derfor finder jeg det også gakket, når fx TV2, igen ved årsskiftet reklamerer for, at vi skal have en fuld gennemgang af det foretagende på fjernsynet.
I år lød formuleringen fra Johannes Langkilde – vist ikke ordret – at vi skulle ”se på alle de glæder, som kongehuset har givet os”.
Jeg kunne bare sidde og ryste på hovedet og vende det hvide ud af øjnene. Glæder, de har givet os?
Bare fordi formuleringen kommer ud af fjernsynet, gør det den ikke mere rigtig eller fornuftig.
Men måske teaseren alligevel kunne vække lidt nysgerrighed, netop fordi jeg ikke aner, hvad det er, TV2 talte om.
Det var ikke en ret stor glæde for mig, da en del af Amalienborg efter mange år og ufatteligt mange millioner af kroner stod nyrenoveret færdigt. Jeg får formentlig ikke brugt et eneste af de 22 toiletter, eller hvor mange det nu er familien på nu seks har brug for. Jeg er dog ret sikker på, at både Frederik og Mary blev glade.
Det var heller ikke en speciel stor glæde for mig, da Margrethe fyldte 70. Jeg håber dog for hende, at den mange dage lange fest, som nationen og TV2 holdt for hende, gav hende en vis glæde. Hun så i hvert fald ud til at more sig.
Jeg her heller ikke mærket den store glæde ved, at en eller to af dem har født et eller to børn, og har ikke mærket den mindste glæde ved nogle af store rejser rundt omkring kloden i en klasse, som forhåbentlig giver dem glæde.

Men at prøve at bilde folk ind, at det i virkeligheden skulle have givet dem glæde, hvad jeg har rullet mig i af luksus – betalt af min nabo – det er altså noget sludder.