Nej, nej, nej, nej! Og NEJ!

Her forleden skulle jeg i Dagmar-biografen, som ligger ved Rådhuspladsen i København.
Jeg havde vildt lyst til popcorn, men desværre havde de kun nogle helt grotesk store og dyre bægere, som jeg slet ikke kunne spise, så jeg spurgte om jeg måtte købe et cola-papbæger med popcorn i stedet. Det måtte jeg selvfølgelig ikke. Og det var jeg vel også forberedt på, fordi kasseapparatet sikkert ikke har en sådan knap, der står colabæger med popcorn. Og så fordi, vi vist ikke kendt for den største fleksibilitet her i landet.
Men så, så jeg pludseligt en ”mini” popcornbæger, blev begejstret, stillede mig i kø igen og bad om at få lov til at købe dette i stedet.
Men nej, det kunne jeg heller ikke.
”Nej, det er kun, hvis du har en gavekupon”, forklarede damen mig.
Og hvordan kunne jeg så få fat i – eller købe – en gavekupon, spurgte jeg?
”Det kan man altså ikke bare sådan lige”, svarede hun og smilede overbærende.
Jeg fattede ingenting. Men jeg kunne i hvert fald ikke få lov til at købe det produkt, de havde stående i baren til salg, klar til at blive langet over disken. Nej, umuligt. Bægeret var der – men ikke sådan lige til salg for alle og enhver. Der er jo regler.
Og hvorfor dog det? Kunne det ikke både være til dem med gavekuponer og for dem med kontanter. Er det helt umuligt?
Det er så mystisk, hvor firkantede og begrænsede vi er i vores service.
Når jeg er i fx USA og spørger om jeg må få feta i stedet for gedeost i min salat, svarer de: ”Ja, hvorfor skulle du ikke det?”, eller : ”Det må du da selv om” eller: ”ja selvfølgelig, det er dig, der skal spise det”.
De vil også gerne vide, hvordan jeg vil have mine æg tilberedt, når jeg bestiller en brunch. Det er nemlig mig, der skal spise dem.
De er sgu da ligeglade, om de skal scramble, koge eller spejle, så længe jeg betaler. De vil tjene nogen penge og tænker derfor helt forretnings-logisk: Hvad kan jeg gøre for mine kunder?

Her i Danmark lader det til, at man i højere grad tænker: Hvad kan kunderne gøre for mig?