Koleriske kællinger

Jeg har opdaget et produkt. Eller det vil sige; Jeg har opdaget en virksomhed. Den hedder You See. Hvad You See reklamerer for, forplumrer i en masse kedelige stereotyper og aggressivitet.
I stedet for at invitere mig indenfor og lokke med et produkt, der med garanti er både billigt og uundværligt, viste de mig først en usympatisk skrigeballon i skikkelse af Iben Hjejle, der fra det øjeblik hun viser sig på skærmen tilsviner sin mand helt umotiveret, kamplystent og konfliktsøgende.
Hun vil nemlig se en genudsendelse af et afsnit af Sex And The City – og hvis manden på nogen måde har tænkt sig at se årets kamp (som han tilsyneladende allerede har lagt billet ind på), så kan han eddermugme tro om igen.
Venligt og storsmilende, på den næsten uhyggelige måde, fortrækker manden ind i en tilstødende stue med sin bærbare computer og efterlader en nærmest manisk kone med en børnetraktor i hånden. Hvad ville hun helst? Skændes eller se Sex And The City? Jeg aner det ikke.
Hvad jeg til gengæld ved er, at en familie med børn i en super lækker lejlighed med designermøbler ikke kun har ét enkelt fjernsyn i husstanden. Hele set uppet er derfor efter min mening som udgangspunkt utroværdigt.
Og hvad er det for en kone, der skaber sig så hysterisk ubehageligt over for sin mand?
Og hvad er det for en mystisk mand, der bare finder sig i det med et smil? Jeg spekulerer stadigvæk over, om han er übermensch eller en slapsvans helt uden for kategori.

Jeg spekulerer også over, hvorfor jeg nu også skal trækkes med en underbegavet – og kolerisk – Stine Stengade, der verbalt overfuser sin mand, da hun i sin egen utilstrækkelighed ikke ved hvad ”On Demand” betyder. Helt efter første opskrift gakker hun sig frådende grøn, da hun SELVFØLGELIG har misforstået det hele. Og hun udvandrer en dejlig date, der ikke engang er startet.
Jeg ved ikke med jer, men jeg kender sgu ikke nogen kvinder, der opfører sig sådan overfor deres elskede. Eller overfor nogen andre, for den sags skyld.
Jeg kender i øvrigt heller ikke nogen mænd, der ville finde sig i den omgang verbale tæsk.

Så vidt jeg har forstået, er det afsindig dyrt at få produceret og vist en 30 sekunders reklame på eksempelvis TV2 eller en af de andre landsdækkende Tv-stationer.
Først skal man hyre et reklamebureau, der skal udtænke den helt rigtige idé. Så skal den produceres af TV/reklamefolk (der vist nok stadigvæk går med meget markeret brillestel og har moderigtige skægstubbe), og så skal der købes tid på fjernsynet – helst i prime time.
Og så vidt jeg har forstået, så laver man disse hersens reklamefilm for at få seerne til at opdage ens produkt – og selvfølgelig købe det.
Måske tror You See ikke, at kvinder er forbrugere. Måske glemte reklamemanden, at kvinder er forbrugere. Men jeg håber ikke, at reklamekampagnen har kostet You See alt for mange kroner for det, der mest af alt lugter af en masse højrøstet latter omkring ”brainstorming bordet”, da en eller anden (mand?) fandt på denne her kedeligt stereotype idé med at mase nogle forældede kønsroller ned over hovederne på os.