Taber-tv er kærligt portræt

Jeg har længe ventet på Radio Karen på Tv2 Zulu. Teaserne har været så lokkende, at jeg har haft datoen i kalenderen, og da det blev mandag d.14. februar – Valentines dag – blev champagne og Agent Provocateur-undertøjet lagt til side, for nu skulle der ses Radio Karen. Og jeg blev satme ikke skuffet.
Personligt har jeg længe undgået netop Tv2 ZULU, fordi den igennem en årrække er blevet kapret af en flok meget gode venner (med ledelsen), der tilsyneladende har haft nogenlunde frie hænder til at boltre sig med endnu flere af deres venner, men her kom der pludselig noget helt nyt; uden stand up, uden poker og uden konkurrencer mellem de samme 15 venner i alle mulige lande og biler. Og det var eddermugme godt!
Jeg er vild med blandingen af virkelighed og satire, jeg elsker både værterne og lytterne. Jeg har allerede en helt særlig kærlighed til Bodil, der vel nærmest har karakter af en socialpædagog. Jeg skreg af grin af Lisa, der slet ikke kunne stoppe med sit indkøbs-brok og er dybt fascineret af Axels evne til at holde lytterne fast med næsten ingenting. Jeg elsker Arne, Erling og Laila og alle de andre fra Sydhavnen til broerne; Alle de virkelige mennesker, der deler ud af deres tanker, liv og meninger. Radio Karen er et sjældent indblik ind i et lille hjørne af Danmark, som de færreste af os rigtig kender til, krydret med kærlig satire, og det her er langt bedre og begavet radio, end DR og den endeløse række af højtråbende værter længe har disket op med.
Det er faldet en del seere for brystet, at man tillader sig at bruge satire overfor netop disse virkelige eksistenser, der lever i den yderste del af vores lille klassesamfund – at man ligefrem bruger deres opkald og liv til at lade sig underholde, og det halv-arrogante argument plejer at være, at man skal holde nallerne væk, fordi ”de jo ikke selv kan gøre for det”. Men det kan Dronningen vel heller ikke. Hun er i mine øjne et utroligt ærgerligt socialt tilfælde. Måske handler det i virkeligheden om, vi middelklassedanskere ikke rigtig bryder os om, at vi har klasser i samfundet. Men det har vi. Og vi kan lige så godt omfavne dem hjertevarmt i stedet for at moralisere dem.
Og er det i øvrigt et nyt fænomen, at man portrætterer de yderste lag i en ikke helt stueren genre? Må jeg minde om De unge mødre. Singleliv. Serier, hvor unge drikker sig stive i Bulgarien og Paradise Hotel, hvor ungerne bliver trakteret med sprut i håb om, at de bliver SÅ grænseløse, at de begynder at bolle for åben skærm. Det er da for alvor grov udnyttelse. Endda når man lokker dem med, at hvis de er VIRKELIG gode til at bolle, ja så venter der en belønning i form af sølle 250.000 kroner.
Det handler alt sammen om de ”udkantsdanskere”, som alle os røv normale leverpostejsmadder til alle tider har været fascineret af. Nøjagtig ligesom vi er af minoriteterne Rigmor Zobel, Anni Fønsby og Dronning Margrethe. Dette tilfælde er bare langt mindre beregnende end nogen af de andre langt ude underholdningsprogrammer, som vi trækkes med.
Og hovedpersonerne er trods alt kun dukker.
Jeg opfatter Radio Karen som et absolut kærligt portræt af en del af Danmark de færreste af os desværre kender til. Og jeg holder af dem. Langt mere end af stripper-Katrine.
Idé-mændene bag Radio Karen, Anders Hoffmann og Martin Wichmann Andersen – og ikke mindst genierne af en dukkemager Nirf Grommer og dukkefører Thomas Roos – har kastet sig ud i de forfinede detaljers land, og har ramt noget så kærligt og morsomt, som sjældnere og sjældnere findes på Dansk TV. Jeg elsker det!