Tænd tv’et – eller luk røven

Jeg er lige blevet venner på Facebook med hende  psykoterapeuten/parterapeuten, Rikke Thuesen, fra De unge mødres drøm, og som uhørt aktiv Facebooker læser jeg selvfølgelig
med på alt og alles updates og kommentarer. Det kan blive en ret travl dag, når
man også har et arbejde, der skal passes.
I søndags reklamerede hun for, at drømmen blev genudsendt kl.20, hvis man havde
misset udsendelsen onsdag. ”Tror jeg springer over”, svarede en af hendes
”venner”.
Hvorfor skriver han egentlig det? Er det arrogance eller selviscenesættelse?
Får han det bedre af at demonstrere – endda overfor hende – at sådan noget
lortefjernsyn gider han ikke beskæftige sig med. Synes han, at han er lidt
bedre, fordi han vælger det fra? Men er det efterhånden ikke lidt yesterday at
være sur på fjernsynet? Nej, det lader stadigvæk til at være et meget udbredt
fænomen – at man manifesterer sit lidt bare lidt mere intellektuelle væsen gennem
afstandtagen til det usleste af det usleste; fjernsynet. Gerne højlydt – bare
hvis nogen skulle være i tvivl.
Når jeg møder folk til middagsselskaber eller i andre halvnormale sammenhænge
og talen falder på Singleliv, Extreme Makeover, dokumentarer om fedme,
fattigdom eller på diverse talentkonkurrencer som fx X-Factor, kan jeg være
sikker på at mindst to gæster får behov for at fyre følgende
sætning af. ”Jeg ser ikke fjernsyn – det har jeg slet ikke tid til”.

Nu er det så, jeg gerne vil vide, hvad det er, alle de hersens meget travle
mennesker så bruger deres tid på.
Går de ture i skoven? På swingerklub? Leger de med deres børn? Hvad med dem,
der ikke har børn? Hvad laver de? Sidder de rundt om et stort spisebord af
massivt egetræ og har dybe samtaler med deres venner om miljøet? Debatterer de
integration versus assimilation eller læser de op for hinanden fra en biografi
om Goethe.
De taler i hvert fald ikke om fænomenet Amalie og Paradise Hotel. Eller Milena
Penkowa, for hun er ligesom ikke dømt endnu. De taler heller ikke om, hvorvidt
det var ok, at Dea-Louise og Rasmus fik tvangsfjernet deres datter, for det
lort ser de ikke, og heller ikke om Blachmans og Pernilles fights over
blondiner og opmærksomhed. Nej, sådan noget bladder beskæftiger de sig ikke
med, fordi de har så travlt.
Når jeg spørger, hvor de får deres nyheder og underholdning fra, er svaret
oftest Politiken og Information – sidstnævnte fremragende avis – og så hører de
radio!
What? Hvornår i alverden fik radio, sådan helt generelt, status af at være
særlig seriøs eller troværdig. Så vidt jeg ved, er det kun P1 og P2, som kan
bryste sig af noget som helst begavet i den retning, mens resten – sorry to say
– er langt værre overfladisk larm og blæs, som selv samme fjernsynshadere tager
afstand fra.
Lad mig blot konstatere at X-Factor har noget nær 2 mio. seere fredag aften. At
overvægt til alle tider har fascineret – om det så er Bamse eller Camilla
Framnes der smider 50 kilo – ligesom historier om Erik Skov Pedersen, som
heller ikke er dømt endnu, bevares, er nogen af de mest læste historier i den
slags blade, som disse mennesker selvfølgelig heller aldrig læser.

Et lille opløftende kram herfra til den selvudnævnte elite; slap helt af, bare
fordi man er glad for reality og underholdning i alle afskygninger, læser de
fleste af os også om Gadaffi, ser Deadline på DR2, ser dokumentarer om
sydafrikanske stammer og orienterer os om pladsmangel og ventelister.
Og det ved vi godt, at I også gør. Bare rolig. I behøver ikke at råbe det til
hver en given lejlighed.

Hjemme hos mig kan vi bare BÅDE sidde  på Ikeastole omkring bolia-bordet og føre
samtaler om Assange, gå på arbejde, lege med barnet OG se en masse fjernsyn.

Ja, tænk engang.