Svigermor i blodrus

Føljetonen om Henriette Kjær og Erik Skov Pedersens sejlende økonomi ser ud til aldrig at stoppe.
Ikke blot fordi medierne dækker den med største opmærksomhed, men lige så meget fordi, at mængden af lån – og som ikke er blevet betalt rettidigt tilbage – tilsyneladende er større, end nogen (måske også Henriette) kunne forestille sig.
I dag er det kommet frem, at parret har lånt penge gennem en amerikansk udlåner, hvilket eksperter mener lugter langt væk af desperation.

Men hvad der også synes desperat er at udråbe sin egen mor som senil, når hun brokker sig over at hænge på en gæld, hun angiveligt slet ikke kender til. Særlig absurd sammenholdt med, at svigerdatteren samtidig udråber hende til at være ondsindet i en blodrus.
Og nu vil jeg gerne vide det;
Er Eriks mor senil, eller er hun i ondsindet blodrus, når hun brokker sig over at hænge på deres gammel gæld på 200.000 kroner?
Jeg ved ikke præcist, hvordan Henriette Kjær definerer en ”blodrus”, men personligt har jeg svært ved at se det ondskabsfulde i, at svigermor er røv træt af at hænge på en gæld på 200.000 kroner, som hun aldrig selv har brugt en krone af.
Hvis min svigermor var gået til medierne i arrigskab over, at jeg havde lade hende hænge på en del af mit økonomiske rod, ville jeg nok forstå hende – måske endda skamme mig – og ikke, som Henriette Kjær, gå ud og kalde svigermors brokkerier som ondskabsfuldheder i intet mindre end en blodrus.
Men det mystiske er så, at Erik samtidig påstår, at hans mor er senil!
Ifølge ham kan hun, grundet sin sygdom, måske slet ikke huske, at hun har skrevet under!
Hvis vi så køber den påstand, at moren er senil, kan man stadigvæk undre sig over Eriks reaktion, når han fortsat iskoldt insisterer på at lade hende i stikken og fortsat tørre sin gamle gæld af på hende. For hvis vi følger hans påstand, kan hun jo virkelig ikke kan huske, at hun har skrevet under og har formentlig ikke har midlerne til at redde sin søn og svigerdatter ud af deres økonomiske rod.
Det er da intet mindre end en forfærdelig situation for sådan en gammel kone. Vil man ikke – som søn og primære årsag til hendes situation – forsøge at hjælpe hende ud af den? Eller vil man hellere battle hende i medierne? For en underskrift er jo en underskrift.
Jeg vil håbe, at mine børn vil hjælpe mig, hvis jeg i et forsøg på at hjælpe dem ender i en ruin, i stedet for at svine mig til og mene, at den hænger jeg sgu selv på.
Men sådan er vi så forskellige.
Og hvad siger Erik egentlig til, at Henriette går ud i landsdækkende medier og udråber hans gamle og alvorligt syge mor til at være for at være bevidst ondskabsfuld – ligefrem i blodrusstadiet – hvis hun vitterlig er senil?
Uden at skulle udråbe mig som helligheden selv, tror jeg nok, at jeg ville blive ret sur på min partner.
Ved Henriette ikke, at hendes svigermor er senil? Har Erik glemt at fortælle Henriette det? Eller lyver Erik?
Hvad er Eriks mor? Senil eller ondskabsfuld i blodrus? Jeg vil vide det. Hvem lyver?
Uanset hvad hun er, er der tilsyneladende ingen af de to, hverken Henriette eller Erik, der har tænkt sig at hjælpe en (sviger)mor ud af den økonomiske krise, de selv har sat hende i. Uanset om hun er desperat eller senil.
Hun var åbenbart bare for dum, da hun hoppede på at underskrive?