Når valget bliver udskrevet…

Det kan godt være, at valget endnu ikke er udskrevet, men partierne er naturligvis beredte. Billeder af kandidater med det perfekte smil og det rette blik i øjnene er blevet taget, skået og retoucheret, valgplakater er frisk trykt til at blive plastret op og slogans  og fraser er nøje forfattet og klar til at blive gentaget i en uendelighed, så de til sidst i hjernevasket forstand bliver virkelighed.

Løkke og Thorning har allerede mødt hinanden i en såkaldt Tv-duel, og i kraft af deres lederpositioner, formåede de faktisk at styre sig sådan nogenlunde.

Det gjorde Ole Sohn og Claus Hjort Frederiksen til gengæld ikke. I kraft af deres embede af finansminister og måske kommende finansminister, var der meget på spil, og det kunne de to åbenbart meget aggressive (ja, det var måske ikke så overraskende) og følsomme drenge ikke helt håndtere i kampens direkte hede.

Der blev angiveligt smadret glas (om end ved et uheld), de råbte og skreg og beskyldte hinanden for løgne, og når valget bliver udskrevet, kan medierne nemt udråbe dem til kommu-Ole og Løgner-Claus. Eller de hysteriske kamphaner.

Denne retorik med aggressioner og beskyldninger leder tættere og tættere på den amerikanske strategi, negativ campaigning, hvor partiernes pressemedarbejderne og spindoktorerne gør det meste af det arbejde, der almindeligvis ville hvile på journalisterne, når de laver deres (objektive?) arbejde, som de har lært dyderne af på en skole.
Men lige nu aner en Kim Bildsøe Lassen tilsyneladende ikke, hvad der er op og ned, når han har de to partispidser i studiet. Om det er 18 eller 31 milliarder oppositionen skal finde i skatteforhøjelser. Eller hvad det egentlig var, der blev sagt ved sidste duel om emner som efterløn, eller hvad fagbosserne sagde om arbejdstider. De to spidser får i hvert fald lov til at fyre hvad som helst af helt usagt, og må derfor råbe højere og højere for at overbevise seeren om, at de har ret.

I efteråret var jeg i USA og kunne dagligt se et væld af kreative tv-spots med både republikanere og demokratere, som afslørede, hvordan en politiske modstander fx havde foreslået, at voldtægtsforbrydere skulle have Viagra. En demokrat kunne afsløre, hvordan en republikaner stemte imod sygesikring, mens hun selv havde den fedeste forsikring resten af hendes liv, ligesom hendes mand tilsyneladende også havde i kraft af hendes job.
Partierne kunne selv afsløre, hvem der talte familieværdier men havde haft elskerinder. Historierne, hykleriet og afsløringer blev outet på tv for partikassens kroner.

Herhjemme har det ikke været nødvendigt for partikassen af budgettere med hykler-historier – journalisterne har gladelig taget imod det stykke arbejde, som politikerne eller rådgiverne har gjort for dem.
Vi er dog kun nået til kampen om, hvem der har færrest børn i privatskole, selv om de hylder den danske folkeskole som en af de bedste man skal værne godt om. Eller hvem der taler om solidaritet og højere skatter, mens hun selv har regnet systemet så godt ud, at hendes familie nyder godt af slet ikke at betale.

Jeg kan næsten ikke vente til valget bliver udskrevet.

Det bliver da spændende at se, om der kommer historier frem om fysiske slåskampe på Christiansborg, om hvem der drikker så massivt, at partikammeraterne og de allierede ikke magter at holde møder med vedkommende, om hvem der har tæsket sin mand eller kone, hvem der har brugt skatteydernes bidrag på ludere, hvem der er sin kone utro og hvem der får botox hver tredje/fjerde måned.

Men hvem ved – måske kommer det også til at handle om politik.