Det gode ægteskab koster kassen

Jeg har ikke haft vildt mange kærester i mit liv og har aldrig haft et problem med singletilstanden.
Jeg har altid været stor fan af friheden, og at man ikke behøver at tage hensyn til andre med hverken indkøb, tider, aftaler, fester, gæster, forbrug, fjernsynsvaner, oprydning og mange andre dødssyge ting, som i virkeligheden er langt nemmere at navigere i, når
man er alene. Man gør det jo bare, for hvem skulle ellers? Eller også lader man
være – der er alligevel ikke nogen der klager.
Alle de helt normale dagligdags-forpligtelser er ganske enkelt ikke et issue, før man bliver to eller flere i husstanden, og så er det, at dumheden sniger sig på.
Og helt illoyalt vil altså nu stikke mine kønsfæller og påstå, at jeg langt fra er den eneste kvinde, der høster fordelagtig service denne nyfundne dumhed.
Med ægteskabet bliver en del af os nemlig fysisk uduelige, og personligt er jeg helt derude, hvor jeg indimellem påråber mig, at være blevet lam fra livet og nedefter.
Jeg kan pludselig, og meget belejligt, ikke finde ud at lave mad. Jeg kan hverken skrælle kartofler eller vaske op. Selv hvis jeg absolut skal, aner jeg ikke hvor halvdelen af køkkenredskaberne er. Jeg kan heller ikke finde ud af at gå ned i kiosken og hente unødvendigheder, for mine ben virker ikke, ligesom jeg ikke længere kan læse busplaner eller koordinere et evt. skift.
På et tidspunkt kunne jeg heller ikke gøre rent, og nu hvor jeg har ikke kan finde fjernbetjeningen til fjernsynet på kontoret, kan jeg heller ikke skifte kanal; fjernsynet kører simpelthen på den samme station, indtil jeg hører min mand gå forbi ude på gangen. Hey, skat, gider du ikke lige slå over på 2’eren.
Ingen af de her problemer har nogensinde været et problem som single, hvor jeg fandt fjernbetjeningen, hvis den var væk, ligesom jeg både kunne hænge billeder op, lave mad og tage busser, selv om det var koldt.
Jeg også kunne handle på vej hjem fra arbejde.
Men her for nyligt, blev dovenskaben nok for min mand, og han spurgte dejlig direkte, om jeg ikke gad deltage lidt mere i det praktiske, fx handle engang i mellem, da han ligesom også går på arbejde, henter og bringer et barn fra institution hver dag og så videre, og jo, det kunne jeg selvfølgelig godt se det fornuftige i. Og så blev dumheden pludselig kreativ. Jeg fandt ud af at handle indkøbsvarer på nettet, og da min elskede mand kom hjem, kunne jeg pavestolt remse alle de fødevarer op, som jeg havde husket at købe, marmelade, toiletpapir, fyrfadslys og vaskepulver og masse af andre tunge ting, som jeg slap for at
slæbe. Varerne ville komme næste morgen ml. kl.08-09.
Han var glad, og jeg var glad. Problemet var løst.
Og da jeg en dag kiggede mig omkring og så nullermændene samle sig om vores fødder, og vasketøjet hobe sig op, selv om vi for længst havde fordelt rengøringstjansen således, at han skulle støvsuge og jeg ordne toilet, foreslog jeg med det samme, at vi skulle finde noget rengøringshjælp. Så var det problem nemlig også løst.

Med sult og dovenskab har jeg fundet Just-eat.dk og Roomservice.dk, og så er de problemer også løst. Tak til nettet og et heldigvis stigende serviceniveau i dette land.
Alt sammen nogle røv dyre løsninger, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det sparer os for en masse åndssvage diskussioner og konflikter.
Jeg gider i hvert fald ikke høre mig selv himle op om, at der ikke er støvsuget, når han nu ”har lovet det”, og jeg gider ikke have skæld ud af en voksen, fordi jeg har været for doven til at slæbe varer. Nej tak!
Jeg vil hellere droppe noget andet dyrt for at bruge tiden fornuftigt med min mand og tale om ting, der er meget sjovere end alt det, der ikke betyder en skid.
Så det gør vi.