Toiletvaner i ægteskabet

Jeg er lige blevet gift i sommer.
I forbindelse med vores bryllup var der mange der sagde, nu ville nogle ting blive anderledes i vores forhold.
Da jeg vågnede op efter brylluppet, havde jeg det lidt ligesom, da jeg havde sex for første gang; Kunne man se det på mig? Var der noget forandret? Så jeg lidt anderledes ud? Mere voksen?
Ikke umiddelbart, kunne jeg konstatere. Jeg var lidt grimmere efter en meget lang nat og havde mega store tømmermænd, men ellers mærkede jeg ikke rigtig noget anderledes. Lige den morgen.
Siden da har jeg alligevel kunne konstatere flere ting, som har sneget sig ind med ringen om fingeren og det ekstra efternavn.
Den ene er, at jeg er begyndt at bøvse foran min mand. Nogen gange lige op i hovedet på ham.
Dengang jeg mødte ham, gik jeg ikke engang ikke på toilettet, det mente jeg ikke, at han behøvede at vide, at jeg gjorde. Jeg kunne holde mig uhørt længe, og hvis jeg skulle prutte, kunne jeg snøre mig sammen, så de forsvandt inde i mig selv. Formentlig ikke særlig sundt, og som tiden gik, og vi brugte mere tid sammen ad gangen, måtte jeg jo også finde på en løsning – om ikke andet, så af helbredsmæssige årsager. Jeg kunne trods alt ikke holde mig i en hel weekend. Derfor fandt jeg på at sige, at jeg skulle vaske hænder, men listede mig ud for at ”stille-tisse”. Til mænds information, er det sådan noget med at lægge toiletpapir i kummen og kontrollere farten på strålen, mens vandhanen løber.
Da overnatningerne blev flere af gangen, og jeg absolut skulle lave nummer to, måtte jeg tage andre metoder i brug. Og det var altså ikke nemt, for jeg nægtede at vige fra min forklaring; At jeg skulle vaske hænder. Så nu skulle det ikke kun være stille men også være forholdsvist hurtig – og så måtte det jo heller ikke lugte. Jeg har hørt, at lugten kan tages ved at stryge en tændstik, men så lugter badeværelset vel bare af svovl. I stedet kørte jeg psykisk terror på mig selv, så min krop var ualmindelig hurtig til at få afviklet, brugte rigtig meget sæbe, så den kunne overdunse det andet og lod altid døren stå på klem, når jeg forlod toilettet – lige nok til en slags ventilation.
På en eller anden måde kunne jeg bilde mig selv ind – eller håbe på – at ham den lækre fyr inde i stuen ikke havde fattet en fims af det hele men vitterlig troede på, at jeg kun havde været derude for at vaske hænder.
Nu har min mand og jeg kun været gift i et halvt års tid, og nu ved han, at jeg tisser. Oftest benægter jeg stadigvæk nr.2. Alligevel, er der svipsere. Hvis vi er ude at rejse, og jeg har fået virkelig mystisk mave, kan jeg pludselig ikke lade være med at dele det med ham og udbryder; Hold kæft, jeg har skidt underligt i dag!
Og nu er jeg altså også begyndt at bøvse – ofte midt i en af mine egne sætninger, som jeg hurtigt samler op på igen. Nogen gange med undskyld. trods alt.
Jeg har dog lovet mig selv, jeg aldrig nogensinde vil forfalde til badeværelsesvaner, hvor den ene skider, mens den anden børster tænder. Det er simpelthen for ulækkert.
Jeg vil heller ikke være med til, at den ene skider for åben dør, så vi kan konversere, mens den anden sidder inde i stuen.
Sådan nogle par kender jeg, og den forandring, vil aldrig blive tilladt hjemme hos os.
Håber jeg ikke.
Men alligevel, er noget jo forandret med tiden. Og sådan skal det nok også være. For i takt med tiden, deler man deler man mere seng, passer hinanden, når man er syge og kaster op sammen efter en bytur, kysser mere, rejser mere, lytter mere, deler mere af alt muligt meget loyalt, jo meget mere er man ”vi-er-på-samme-hold”. Os mod ros!
Så jo, med ægteskabet forandredes vores forhold – men det mest afgørende er, at samhørigheden vokser.
Måske proportionelt med antallet af bøvser.