Du er tyk og bør lade dig skille

Jeg er en af de kvinder, der endnu ikke har fået et barn, og selv om jeg har rundet de 36 år – og selv om vi skriver 2011, – så er det med garanti noget, jeg skal forsvare i enhver sammenhæng i dette ellers nogenlunde veludviklede land.

– Hvorfor har du ikke det, spørger de. Særligt kvinderne.
Og når svaret lyder, at det har jeg ikke lige haft lyst til endnu, kan jeg som barnløs være helt sikker på at blive bombarderet med følgende byge:
– “Nå, er du 36, jamen så har du jo også lidt tid endnu.” Eller endnu bedre: “Nej, men det får du lyst til, baaaaaaaaare vent og se, baaaaaaaaare vent og se”. Og den værste: “Hvis ikke du får børn, så har du slet ikke oplevet hvad kærlighed er!”

Fy for en nedladende remse.
Jeg ville gerne kalde den velmenende, men jeg har på fornemmelsen, at den er alt andet. Det er et absolut nedlandende, bedrevidende forsøg på at proppe sine egne normer ned i halsen på alle andre.

Hvor ved damen fra, hvad jeg får lyst til? Og hvor i alverden ved hun fra, hvilken kærlighed, jeg har mødt igennem mit liv.
Tillykke med, at hun elsker sit baby højere end noget andet. Nu ved jeg jo ikke, hvad det er for nogen forældre eller parforhold hun har haft igennem livet, men jeg vil nu alligevel vove pelsen og forsigtigt ytre, at jeg faktisk har mødt kærlighed fra både mine forældre, min bror og i dag min mand. Og at den også tæller for noget, selv om jeg ikke har fået et barn.

At en lille baby giver andre kvinder en kærlighed, der åbenbart sletter alle tidligere følelser for andre mennesker, synes lidt ensidigt og ærgerligt, men det skal jeg ikke blande mig. Jeg blander mig ikke i, hvorfor de har levet en tilværelse, der med ankomsten af en baby kan reduceres til ingenting.

Juleaften holdt jeg hjemme hos nogle af mine venner, som lige har fået en meget sød lille dreng.
De havde samlet deres julehjemløse venner og her mødte jeg en kvinde, som nysgerrigt spurgte om jeg også havde sådan en. Fra det øjeblik jeg svarede nej, det var jeg ikke helt klar til endnu, blev jeg nærmest ”mandsopdækket” af den lille dame, der pludselig havde det som mission at overbevise mig om, at det blev jeg, når jeg først fik ungen. Hun forklarede, at jeg jo havde ni måneders mental forberedelse, at der jo ikke var nogen, der ikke elskede deres børn, når de først kom til verden.
Mage til argument.
Hun havde i øvrigt ikke selv nogen børn.

Almindeligvis plejer det faktisk at være nybagte mødre, der leder af gruppepresset, der i mine ører lyder helt absurd; Først kommer den sædvanlige smøre om, hvor lidt de får sovet, bollet, badet, hvor meget de skændes med deres mænd, hvor meget ungen skriger, hvor klamt det er, når ungen er smurt ind i afføring fra top til tå – og så vender hovedet og spørger: “Hvornår skal du have en?”, og fortsætter: “Ditte, du ved ingenting, indtil du har fået et barn”.

Der er ingen hæmninger.

Er der ingen grænser for, hvad man kan tillade sig, når man er medlem af den prægtige ”jeg er faktisk blevet mor-klub”?

Er det så også ok for mig, at spørge fremmede mennesker, hvorfor de ikke bliver skilt, når de efter min mening helt åbenlyst lever i et lidenskabsløst lorteforhold? Er det ok at forklare dem, at hvis de bliver skilt og finder nye partnere, så bliver de bare så meget lykkeligere? For det ville jeg være, hvis jeg var dem? Og jeg ved nemlig ALT om kærlighed, for jeg er nygift og ved derfor, hvad der er bedst for alle andre par.

Må jeg gerne spørge en tilfældig dame til et middagsselskab, hvorfor hun er så tyk? Og forklare hende, at selv om det måske er irriterende at vinke farvel til Cocio og roulade, så får hun bare et MEGET bedre selvværd ved at smide 15 ekstra kilo? ;Må jeg fortælle hende, at hun også vil opleve bedre sex, når hendes selvværd får et nøk opad?
Nej, vel? For hvad fanden ved jeg om det?

Men jeg ved jo absolut heller ingenting, for jeg har jo ikke fået et barn.