Forelsket i en Fredie-Pedersen

Jeg er blevet forelsket. En lille smule. I Sonny Fredie-Pedersen.  Ja, ham der med de skøre forældre, der skubbede lille brunøjede sønnike og blondine-datter allerforrest, da der skulle samles trofæer.
Søster Gigi fik det vist ikke så godt i en periode, og Sonny forsvandt fra bevidstheden efter et mislykket forsøg på en sangkarriere, men nu er Sonny stærkt tilbage med ”Sonny, dans og stjernedrømme” på Tv3.
Et slags reality-program som udskiller sig ved, at man for en gang skyld rent faktisk kan lide deltagerne, som også udskiller sig ved for en gang skyld rent faktisk at kunne noget. Eller i hvert fald ville lære at kunne noget. Det er virkelig befriende at se et program med ambitiøse mennesker i stedet for programmer med og om folk, der i værste fald er castet fordi de enten er groteske eller ulækre -og helst vil være kendte for at bolle godt eller drikke mange drinks på kort tid – i denne her reality-serie, kan man rent faktisk lide de medvirkende. Jeg kan sgu godt lide Criss og Regitze, jeg syntes, at det var vildt synd for ballet-pigen, der brød sammen i jagten på sin personlighed. De arbejder benhårdt for guldet og tager dem selv alvorligt. De mener det sgu.
Men ham jeg elsker allermest, det er altså hovedpersonen Sonny, som vi nu ser som selvsikker voksen med overskud – helt rask og normal. Det er sgu dejligt endelig at se det lidt for mystiske familiemønster brudt. Man havde jo lidt på fornemmelsen, at hele familien Fredie-Pedersen sov i samme seng, men nu ser vi, at Sonny er flyttet hjemmefra og til det solbeskinnede L.A. og med en voksende karriere. Han har fandeme travlt, for han knokler som en tosset for sine mål, og jeg er vildt imponeret.  Det er lang tid siden, at vi har set sådan en i reality-verden. Og heldigvis har far-Mickey ikke vist sig på skærmen endnu. Det håber jeg, at Sonny er klog nok til at forbyde. Men selvfølgelig er der én, der skal spille rollen som klovn. Og den rolle er mor-Søs ”type-castet” til. Hun ser mere og mere underlig ud for hver gang jeg ser hende. Der er altså et eller andet med gamle damer og Botox, der ikke altid ender så heldigt. Men heldigvis er det jo kun midlertidigt – hvis hun kan lade nålen være.  Det er man heldigvis ligeglad med i L.A.. Men her i Danmark har vi åbenbart en bølge af mødre, der maser sig grænseløst ind på sine voksne børns liv. Og helst hvis det foregår foran kameraet.   I Sonnys tilfælde må man erkende, at der er selv samme forældre, der i en eller anden grad har banet vejen, men når jeg ser Søs, minder hun jo desværre om en vis Charlotte Lytton-Kejser, der tilsyneladende mister alle normalitetsbegreber i begejstring over at stå foran et kamera.
Også hun mister evnen til at bruge almindelig ord korrekt i en almindelig sætning, og det er måske meget sødt og sjovt når en 4-årig pige ikke kan tale, måske endda en 17-årig, men charmen forsvinder lidt, når det er en dame på omkring de 50.
Helt afskyeligt blev det, da hun først giver en hjemløs penge, for derefter at foreslå, at han kan gå ind og købe en Gucci ting for hendes mønter. Ok ok, bevares, jeg skal være den første til at hylde sort humor, jeg tror bare, at jeg er ved at have en vis aversion mod pinlige forældre, der er bange for at blive gamle og derfor klamrer sig til sine børn og helt misforstået forsøger at overgå dem ved at gå på lavere niveau.
Husker I Joys mor? Jeg kan kun forestille mig, hvor meget Søs man har klippet væk.
Jeg ønsker fandeme Sonny tillykke med sit nye liv. Det var godt, at han kom væk var andedammen og den evige skepsis over efternavnet. I Los Angeles er hans producer Tommy Parker nemlig pisse ligeglad med, at han har en kikset far, der tosser rundt i Hawai-skjorter og har historier om sejlende økonomi hængende efter sig.
Det er bare så svært at glemme, når man hedder Danmark til efternavn.
Men skulle vi ikke prøve nu?