Mor, datter og blow job

Hvem er de ansvarlige?

Lørdag d.16. april 2011, kunne hele Danmark vågne op til voldsomme historier om reality-parret Peter Birch og Amalie Szigerthy, der mødte hinanden i Paradise Hotel i 2009.
Peter skulle angiveligt have holdt Amalie fanget i en kælder i Studiestræde i det indre København, tæsket hende, taget kvælertag på hende og stukket fingre op i hendes skede. Hun blev fundet forslået og grædende i en baggård i Studiestræde i det indre København.
Disse detaljer kom fra Amalies egen mor – og hvor bizart jeg end må finde det, at en mor udleverer så private detaljer om sin egen datters muligt overgreb, som at fortælle om fingre i skede, vil jeg alligevel vende blikket med Mastiff, som producerer Amalies Verden og ikke mindst Tv3, som viser det.
Tragedien startede nemlig allerede for flere uger siden, da SE og HØR blev kontaktet af en medarbejder i produktionsselskabet Mastiff, som kunne fortælle dem, at Peter tæskede Amalie. Noget man på produktionen af Amalies Verden ifølge SE og HØR havde vidst igennem længere tid, da de var særdeles tæt på parret igennem optagelserne til reality-serien og flere gange havde set hende forslået med gule og blå mærker.
Peter var voldelig, kunne de fortælle.
Den historie bragte ugebladet til alles store forargelse, og nu vil jeg gerne spørge Mastiff og Tv3, hvad fanden de har tænkt på, når de i stedet for at have taget en samtale med Amalie eller 19-årige Amalies (indrømmet, lidt blæste og bizarre) mor, har kontaktet et sladderblad. Fy for Satan, siger jeg bare.
Næ, i stedet for at opfordre Amalie til at tale med nogen om, hvad de mente foregik, skaffe hende hjælp eller sætte hendes mor ind i sagerne, så hun kunne tage fat i Amalie og evt. anmelde Peter til politiet, har Mastiff og TV3 overtalt (og betalt) samme mand, de beskylder for at være voldspsykopat, til helt efter egen allerede skrevet drejebog at gifte sig med teenageren, Amalie, så de kunne køre deres reality-serie helt ud i det yderste.
Og Tv3 kunne selvfølgelig lokke det sjældent opmærksomhedshungrende par med et ”all inclusive” wedding, hvis de gjorde det. De ville få et fantastisk højdepunkt i serien, masser af omtale, man kunne skabe flere historier omkring dem i pressen, og så ville Tv3 selvfølgelig betale HELE gildet.
Jeg kan forestille mig, at den har været svær at modstå, når man hedder Amalie og Peter.
Og så kunne Mastiff og Tv3 gå i gang med at planlægge Peters frieri på Hotel Phoenix, rejsen til Mexico, kjolen, maden, festen og var endda så serviceminded at organisere hele vielsen, som blev tilrettelagt og optaget af selv samme ”loyale” medarbejdere.
Kun 40 dage nåede parret at være gift, før bruddet kom. Og formentlig ikke til produktionens store overraskelse – hvis man skal tro dem selv.
Der må sidde nogle mennesker på produktionsselskabet Mastiff – og ikke mindst på TV3 – og have en rigtig dårlig smag i munden, når de har siddet inde med den viden, de mener at have haft, uden at have gjort andet end at lukke øjnene – og så alligevel haft et så vågent øje, at de kunne score et tip-honorar fra SE og HØR.
Jeg ved ikke, om uanstændigt eller uansvarligt er de rette ord. Måske er der intet ord, der dækker over den måde, man har udnyttet et ualmindelig naivt og opmærksomhedssøgende menneske og et måske ikke helt raskt menneske.
Og nu kan vi alle følge reality-tragedie i real time på diverse web-medier og grine af ”dumme Amalie og Peter”.
Jeg griner ikke. Jeg er målløs over det kalkulerede, perverse totalteater man har kørt med to ualmindelig nemme ofre.

Næste indlæg

Mor, datter og blow job