Himmel eller helvede? Charter tur-retur – part 1.

Weekenden startede med en Take That koncert fredag aften, hvor jeg stod bagved Peter Schmeichel, som var ved at eksplodere i bukserne, da den evigt ”mavesyge” Robbie Williams nævnte den tidligere målmands navn fra scenen, hvorefter kameraet fandt hans rødmossede ansigt, som blev forstørret til storskærm.

Uforglemmeligt bizart.

Jeg eksploderer desværre ingen frække steder denne morgen kl.05.00. Jeg har betændt øje og kvalme og skal på charter-ferie. Den første af slagsen for mit vedkommende, nogensinde, og det er med angst og ærefrygt.
Gennemgribende angst for buffeterne og alt for grådige mennesker omkring dem og ærefrygt, fordi vi har betalt freaking 25.000 kroner for to voksne og et 7-årigt barn. 25.000 danske kroner!
Vi skal altså bare til Tyrkiet. Ikke på jagtsafari i Sydafrika.

For et par år siden rejste min mand og jeg til New York og boede på et fantastisk designer-luksus-hotel med pejs på værelset og et mastodont badeværelse med guld og glitter på væggene, der omringede et kæmpe spa placeret midt i rummet. Flybilletterne kostede os omkring 7000 kroner, hotellet havde vi fået til nogenlunde samme penge, så der var både råd til helicopterflyvning over Manhattan, Robert de Niro restaurant-besøg, taxature, som havde vi privatchauffør. Vi åd og drak, som om vi var nyrige.

Jeg havde aldrig drømt om, at charter var i samme prisklasse.
Men efter at være blevet overbevist af Spies-manden på Axel Torv om, at det bare var vildt lækkert med Sunwing i Tyrkiet, kørte vi dankortet igennem med lukkede øjne, for på denne ferie er vandrutsjebaner, bamser og maling plasket i hele hovedet jo meget vigtigere end cocktails og egotrip – og Mads Mikkelsen ser også da ud til at hygge sig noget så gevaldigt med sin reklamekone og modelbørn i Sunwing-kampagnen på diverse tv-stationer.

”Folk er vildt ulækre, der er køer overalt til buffeterne, der vælter over i klam mad. Folk smører sig i is ad libitum, fordi det er gratis. Det er larm og snot og plastik og pis og ingen plads”, siger nogen, der har oplevet ”all inclusive”-konceptet

”Der er også en gammel bydel”, har min ret vidunderlige mand mumlet et par gange.

Den kommer jeg aldrig til at se. Min krop har aldrig været glad for stærk sol. Jeg glæder mig mest til at komme lidt væk fra en oversvømmet kælder, læse nogle magasiner og ikke mindst se nogle udenlandske tv-stationer.

Og så håber jeg for den venlige mand i Spies, at han ikke er i stand til at lyve lige så godt som en tyrk, der sælger falske læservarer på det lokale marked. For nu tager vi afsted.