Folkekirke eller præstekirke?

Her for noget tid siden så jeg et opslag på Facebook, som lød nogenlunde sådan her: If you are against gay marriage, dont get one and shut the fuck up. På dansk, hvis du er imod homo-ægteskaber, så lad være med at gifte dig med en, og hold din fede kæft.

Til alle tider og i øjeblikket, synes Helle Thorning og venner på Borgen, at det er noget, der rager hele den danske befolkning – altså, hvem man gifter sig med og hvordan.

Udviklingsministeren (er der egentlig nogen, der ved hvem fanden han er?) mente endda at vide, hvordan kærlighed mellem yngre kvinder og ældre mænd foregår, da det gik op for ham – bedre sent end aldrig – at folkepensionisten Jørgen Leth elsker unge, brune kvinder fra fx Haiti. Den er nemlig ikke-eksisterende, erklærede han.

Men kan man ikke snart forestille sig, at politikerne og staten skal blande sig fuldstændig udenom folks liv i lagnerne? Uanset om det er letkøbte one-liners på Facebook eller ligefrem hjernedød kirkelovgivning – som i øvrigt er helt uhørt meningsløs og diskriminerende, når præsterne i virkeligheden må forvalte de statsudstukket retningslinjer, præcis som de vil, hvis de lige ikke føler for dem. Fx kan præster nægte at samarbejde med kvindelige præster – eller vie homoseksuelle.

Jeg er målløs.

Kunne man forestille sig at en Sonofon-dame ikke ville servicere kunder med anden herkomst end dansk? Næppe.

Vi skriver 2012, og alligevel er det åbenbart et fantasifoster ved navn Jesus eller Gud, der skal bestemme, hvem mig eller mine venner kirkeligt skal gifte os med.
Er vi ikke snart færdige med sådan en gang værdi-pis, der alligevel ikke har nogen som helst fornuftig mening i virkeligheden?

Hvis Biblen virkelig siger, at man ikke må bolle med sit eget køn, så vil jeg foreslå, at Danmark melder sig ud af den klub allerhurtigst muligt. Alt andet er diskriminerende og hører sig hverken denne tid til eller en stat til at blande sig i.

I samme omgang ville vi også slippe for at skulle tage en bizar diskussion om, hvorvidt det er ok at slå sin kone ihjel, hvis hun er utro – og om parrets sønner og døtre skal lide samme straf (åh, Biblen elsker fællesstraf, den skøre bog).
Vi ville også undgå en debat om påbuddet om at om at slå alle landmænd ihjel, som sår forskellige afgrøder på samme mark.
Ja, og alle mulige andre vanvittige påbud og forbud nedfældet i samme bog, der af en eller anden grund altid ender med at true læseren med at slå vedkommende ihjel.

Og så ville vi ikke blive tvunget omkring kirkebøgerne, når vi føder et barn i dette land. Det er jo helt skørt – for ikke at sige krænkende. Faktisk troede jeg, at den slags kun hørte hjemme i fx Iran.

Engang interviewede jeg Tove Videbæk, dengang MF for Kristeligt Folkeparti. Vi talte om homoseksuelles ret til at stifte familie, og hun var nærmest ved at græde, da hun beskrev alle de forfærdelige konsekvenser, når et barn ikke vokser op med mor og far. Ja, og så rablede hun noget om biblen.

Må jeg minde om, at biblen er nedfældet af en overskuelig række mænd for knap 2000 år siden, der havde et magtsygt og dengang tidssvarende bud på, hvordan mennesker skulle leve.
Ja, og så griner man af, at Jim Lyngvild er bekendt til asatroen…

Skil nu religion fra stat.
Vi burde jo slet ikke have et ministerium for alfer, feer, nisser, enhjørninge og andre usynlige venner.
Hvad folk læser af eventyr må være deres helt private sag. Jeg vil i hvert fald ikke blive tvunget fordommene fra en 2000 år gammel bog ned over hovedet.

Tak for samarbejdet til Danmarks-automaten