GALNINGE GRAND PRIX: Et syretrip af den anden verden

Melodi Grand Prix var i hele min barndom en af de årlige begivenheder, familien traditionelt samlede sig om med lørdagsslik og stemmesedler. I dag, hvor det er blevet en tre dage lang seance med lande, vi dårligt nok har hørt om, bliver det lidt for omstændigt – og ikke mindst pokkers langtrukkent.
Men i år skulle jeg dog se det og spruttede danskvanden op fra første færd.

 

Showet startede med Montenegros bud på en vinder, der ifølge Ole Tøpholm var favorit til sidstepladsen. Det vidste jeg ikke man kunne være, men fuck et syretrip af den anden verden, da en fedladen, svedende mand med langt fedtet hår, rablede rundt på scenen og rappede et eller anden montenegrosk. Jeg forestiller mig, at det er den slags der sker med en, når man har taget rigtig mange svampe.

Herefter så vi Islands svar på Michael Monetz og Maria Donna – bare uden luderantrækket. De skulle angiveligt være favoritter i semifinalen, og så var niveauet lige som lagt.

Israel stillede op med det, der kunne være et kærlighedsbarn mellem Bob Dylan, kulturminister Uffe Elbæk og forsanger i Raveonettes, Sune Wagner.

Østrig sang en sang, der vist nok hed Fucking mit dem Popo. Jeg ved ikke, om det var for sjov, eller hvor meget eller lidt Aserbajdsjan fatter, når styret hader en befolkningsgruppe så meget og alligevel afholder deres største fest…

Og det russiske indslag var en flok gamle damer i nationaldragter. Ja, reelt er det jo svært at vide, om de er midt i 40’erne eller 80’erne, for livet er jo ikke let i Rusland. Det var faktisk et morsomt indslag, om end jeg ikke kunne lade være med at spekulere på, om der lå en tjetjener i den roterende ovn, der var placeret midt på scenen i røg og damp.

 

Samlet set er Euro(?)visionen altså blevet for udvandet og skørt. Og så er tre dage er altså to for meget. Beklager.

”Vi må have jerntæppet tilbage”, sukkede en af mine venner efter galningekavalkaden. Vi magter jo ikke se på alle de tosser – og da slet ikke Aserbajdsjan, der godt nok er tre timer foran, alligevel 100 år bagud.

Og mens dele af den danske regering har travlt med at gå ind i en boycot Israel-kampagne, har der været forbavsende stille omkring Danmarks deltagelse i Euro Visionen i Aserbajdsjan, den voksende diktaturstat, der mest af alt er kendt for undertrykkelse, tortur og massiv korruption.

Men ultra loyale DR-kommentator Ole Tøpholm var som sædvanlig evigglad med sky-klaphat på, og ville da gerne adressere polemikken og leverede en politisk analyse, man almindeligvis skal bruge knap 100 kroner på at få i en taxa.

”Det er fordi det her er en upolitisk begivenhed… ved at vi deltager, så viser vi også, at vi faktisk er opmærksomme på hvordan forholdene er i Aserbajdsjan. Hvis vi bare vendte ryggen til, så kunne Aserbajdsjan jo bare fortsætte… Hvis den her begivenhed ikke havde fundet sted her, så havde der nok ikke været fokus på forholdene her i landet i øjeblikket.”

Ja, ja, så leger vi det, Ole. Whatever you need to believe… Eurovisionen redder verden. Selv om den jo ikke er politisk…

Men DRs tv-aften toppede sgu alligevel, da man efterfølgende viste et dokumentarprogram om sidste års danske vinder, A Friend in London.
Var der virkelig noget at fortælle, tænkte jeg? Og efter en halv times jappen omkring, hvordan det totalt ligegyldige band – der så vidt jeg ved, kun spiller uopfordrede gratiskoncerter – havde mødt hinanden, spekulerede jeg på, om hele banden havde haft syfilis, der angiveligt har storhedsvanvid som bivirkning.
På den anden side; hvordan skulle forsangeren have fået syfilis, når han sikkert bare sidder og spiller den af til sit eget spejlbillede.

Jeg hepper på Soluna på lørdag – og så magter jeg nok ikke tossefestivalen igen lige foreløbig.