Når værten bliver verden

Kender I den vittighed, hvor mange advokater skal der til for at skifte en pære?

I øjeblikket er tendensen: Hvor mange værter skal der til at interviewe en gæst?

I tirsdags var jeg i Go Morgen Danmark og anmelde TV2s nye morgensatsning Weekend Weekend, som har ikke mindre en tre store studieværter. Gerne kørende på samme tid. Ingen mindre end giant live show-vært Felix Smith, Vild med dans smilende Christiane Schaumburg-Müller og DRs ungdomsanker, Sara Bro.
Den sidste kan rent faktisk interviewe, men åbenbart ikke godt nok, så derfor de to andre på sidelinjen.
En gæst, tre værter. Der griner. Og afbryder. Ikke kun hinanden, men også gæsten. Og lad mig lige slå fast: Det med at afbryde en gæst, er ikke sjovt og afslappet. Det er bare grimt og røv irriterende.

Derudover talte vi om kvaliteten af DR’s nye søndagsunderholdning: Clement Søndag.
Der er sådan set intet nyt i det. Clement er som sædvanlig centrum for publikum og gæsten er en brik, der er med til at understrege hans vid.
Plejer det ikke at være sådan med Clement og gæster?
Jeg blev faktisk i tvivl, om Clement var vært og interviewer, eller om han var aktiv debattør.

For sådan er det i dag. Gæsterne er ikke hovedpersonen, de er oftest en statist i selviscenesættelsen af den vigtigste af alle; værten. Han eller hun skal helst være klogest og sjovest. Bare mest. Helst af alt.

Som en Facebook-ven tørt konstaterede: Reimer Bo var også uforglemmelig. Hvem kunne ellers titulere en interviewserie med “xxx møder Reimer Bo”.
Specielt mindeværdigt må det have været for Desmond Tutu, der selv var så heldig at få foretræde for selveste Reimer.

I USA havde de Oprah. Om jeg begriber fascinationen af det læs ligegyldige lort. Ja, hun var sort. Og ja, mega fattig som barn. Og ja, hun har fået en abort, og ja, nu er hun rig.
Det gør satme ikke kvaliteten af hendes program bedre.

Jeg har aldrig gidet sidde med et stopur og taget tid, men det er min klare fornemmelse, at rigmandsdamen på evig slankekur talte sådan nogenlunde tre fjerdedele, mens gæsten fik den sidste.
Oprah kunne nemlig både stille spørgsmål, fortælle hvorfor hun stillede dem og derefter give bud på svar for gæsten.
Fucking enerverende!
Hendes ligegyldige rablen er nogenlunde eneste jeg husker fra talkshow-damens karriere.

Nårh jo, og så at hun aldrig tabte sig.

I Danmark har vi Pernille Aalund. Hun har ikke problemer med fedtet. Der var vist i stedet noget med nogle falske bryster, hun blev træt af. Og da hun fik dem taget ud, introducerede hun begrebet en naturlig a-skål, eller hvad fanden hun kaldte det. Tror nu, de fleste a-skåle er helt naturlige, så måske var det en slap b-skål. Nå, men naturlig eller ej, så har hun også for vane at sidde über-medfølende og fortæller hele gæstens historie, stiller et kilometerlangt spørgsmål, lader gæsten svare ja eller nej, og forklarer så kameraet, hvorfor det er, at gæsten svarer ja eller nej.
Det er samme opskrift hver gang og komplet idiotisk ligegyldigt at se på.

Og sådan noget, vil Mette Vibe Utzon i hvert fald ikke. Hun skal ikke være ligegyldig, så derfor skælder hun gerne de gæster ud, hun interviewer. De skal bare ned med nakken, så hun hæve armene over hovedet som en anden bokser og afslutte programmet som sejrsherre.
Hvem husker ikke, da Anders Samuelsen, op til valget, blev verbalt overfaldet i Den varme stol på NEWS i endnu et forsøg på at være skarp kvindelig journalist.
Sørgeligt, siger jeg bare. Hun fremstod mere skrap en skarp, og ingen blev klogere. Kun på, at hun var påståelig og dum og ikke arbejdede i seerens tjeneste. Blot i sin egen.

I dag er nyhedsværter ikke kritiske, nej, de skal vinde!
Og når det skal være sjovt, er det værterne, der skal have det sjovt.

Seerne? De lader nogen gange til at være sekundære.