Hvor er far?

Dengang jeg var lille blev min far og mor skilt. Det fandt jeg ud af en dag, jeg kom hjem Gertrud og Søren-Peter, hvor jeg havde leget hele dagen. De boede på Brudedalen. Jeg boede på Vejgårdsvænget, og Peter Brixtofte var endnu ikke blevet borgmester i Farum.

Men jeg var også ligeglad. Jeg var omkring 6-7 år.

Jeg kan huske at vi havde store fyrretræer ud til vejen, som naboerne stod og kiggede ind mellem for at konstatere, at vi vist ikke havde fået slået græs eller fejet sne efter vejens beboeres forskrifter. Det var min mor ligeglad med.

Vi var sådan nogle, der var lidt ligeglade og vendte de hvide ud af øjnene.

– Hvor er far, spurgte jeg, da jeg kom hjem og efter nogen tid kunne konstatere, at han ikke var i det røde parcelhus.
– Han er da flyttet, svarede hun og fortsatte lettere bebrejdende, da jeg sikkert har slået et undrende blik op:
– Ej, Ditte, det har jeg altså fortalt dig!

Det huskede jeg absolut intet om.
Den dag i dag vil jeg vove at påstå, at hun havde glemt det. Det gjorde hun tit. Glemte at fortælle, hvad der skulle ske, for hun var meget, meget travl. Det huskede hun altid at minde os om.

Så gik jeg ud og kiggede på fyrretræerne, der så så tunge og grimme ud og overvejede et sekund, om min mor virkelig havde sagt det, og jeg bare havde glemt det igen?
Og så rakte den (heldigvis) ikke ret meget længere.
At jeg nu ikke skulle bo sammen med min far mere, hvor tit jeg skulle se ham eller hvorfor de var blevet skilt, det skænkede jeg ikke en tanke.
Måske fordi jeg blev holdt helt udenfor. Jeg blev involveret i ingenting. Faktum var, at far var flyttet, det burde jeg have vidst, og nu skulle vi spise aftensmad.

Der var ingen der sagde, at det var en” god” ting, fordi så fik min bror og jeg hele to juleaftener! Min far var i øvrigt også jøde. Og jeg har aldrig troet på julemanden. Var jeg blevet lokket med alskens glæder ved skilsmissen, havde jeg nok luret, at der var noget, der i virkeligheden blev taget fra mig.

Der var heller ikke nogen, der satte mig ned i Wegner-sofaen og forklarede mig med alvorlig mine, at det altså slet, slet, SLET ikke var min skyld. Det faldt ikke mine forældre ind. Og derfor faldt det heller ikke mig ind, at det kunne være således.

I starten så jeg min far hver anden weekend. Så rejste han tilbage Israel og så til Thailand. Måske også til nogle andre lande. Det fortalte han mig ikke noget om. Vist heller ikke min mor.
I dag har jeg mange postkort af fisk og koraller, hvor han skriver god jul og god påske. Og at han ”savne” mig. Han var faktisk udmærket til dansk.

Nu må man jo som bekendt ikke tale ondt om de døde – derfor kan man vel godt skrive sandheden – men tænk, hvis der var nogen der havde sagt til mig, at min far havde været utro med Anni længere oppe på vejen. Eller også hed hun Anne. Det tror jeg. Hun havde i hvert fald en mand med overskæg, der hed Leif. Og to drenge, hvoraf den ene gik i min storebrors klasse og den anden hed Martin og gik i min parallelklasse. I A-klassen. Ad.
Leif og Anne blev vist også skilt nogen år senere.

Tænk, hvis jeg havde fået at vide, at mine forældre allerede var blevet separeret, da jeg var to år, og at de sidste fire år bare havde været en småborgerlig kamp for at holde sammen på lortet, som ramlede, da min mor fik et brev fra en anden dame, som min far havde mødt et sted på sin vej.
Det var sødt af hende.

Gad vide om Martin og hans storebror nogensinde fik den dejlige historie om Sigi fra nr. 9, der havde bollet deres mor – til noget, der sikkert mindede om en parcelhuskvartersgadefest med nogle af de desperate par, der i virkeligheden ærgrede sig over, at de aldrig havde boet i kollektiv.

I dag ser jeg deres skilsmisse og håndtering som et fint lille eksempel på, hvordan man i ekstremer kan leve i lykkelig uvidenhed.

Og så takker jeg alligevel min bror for at have løftet lidt af sløret for den røvsyge, forudsigelige sandhed