Hvem vil spise med Plum?

Fjernsyn for dig?

Jeg har fået mange klapvogne og barnevogne banket ind i ankler og knæhaser igennem tiden, fordi der er en vis type mor, der mister evnen til at tale andet end babysprog til deres baby, og derfor ikke kan kommunikere et ”undskyld, gider du ikke at flytte dig lidt” til andre voksne mennesker.
Men nu skal jeg ikke kun trækkes med blå mærker, nu skal jeg også belemres med børnenes lortefjernsyn.

Hold kæft, hvor er jeg pisse træt af børne-tv. Hold kæft, hvor er jeg pisse træt af, at hele morgenfladen hver weekend – på både TV2 og Danmarks Radio – er plastret til med hjernedøde børneprogrammer.

For noget tid siden så jeg hende den nye generaldirektør i ”Debatten” på DR1, og selv om jeg altid har haft det meget svært med voksne, der har bøjle på tænderne, er hun sikkert et fornuftigt menneske.
Hun var meget stolt af Ramasjang, fortalte hun. Og tillykke med det, Maria Rørbye Rønn, men efter at have lavet en hel fucking kanal kun for børn, der kører non stop i alle ungernes vågne timer, skulle vi så ikke benytte lejligheden til nu at sende noget for alle os andre (voksne) licensbetalere i samme tidsrum på moderkanalen?
Eller er DR ikke kommet så langt i logikken?

Hver hverdagsmorgen fra 06-09 lægger Danmarks Radio ud med hele tre timers dårlige tegneserier. I det tidsrum har voksne uden (hjemboende) børn mulighed for at slå over på Go Morgen Danmark.
Men i weekenderne, har vi ingen mulighed for noget som helst, medmindre man har en større kabelpakke. I weekenderne er det nemlig både TV2 og Danmarks Radio, der helt samme tidsrum kører den ene larmende lortetegneserie efter den anden.
Og nu ikke bare tre timer – nej, nu skal vi indlægges i hele seks timer!

Undskyld mig, men hvad fanden har man forestillet sig at voksne mennesker og folk, der ikke har (hjemboende) børn, skal se i fjernsynet, hvis de blot er almindelig licensbetalere uden den store pakke?

Hjemme hos os, har vi min mands søn hver anden uge, og bevares, selvfølgelig skal der da være fjernsyn for ham og alle de andre poder. Men hvor fuldstændig uambitiøst og møgirriterende kan det blive, når man afsætter et for mig ukendt millionbeløb til at køre en ny kanal KUN for børn, og fortsat efterlader moderkanalen med de samme skodbørneprogrammer for samme børn, morgen efter morgen.
Helt ærligt, kunne man ikke forestille sig at DR sagde: ”Fint, nu har ungerne kanal Ramasjang, så behøver vi vel ikke at sende ’same, same but different shit’ på moderkanalen?”
Nej, vi kører videre i samme rille med dobbelt børnecrap og intet valg til nogen andre brugere i.
GAK GAK!
Og for at fuldende vanviddet skal TV2 selvfølgelig også pr. automatik ind i den rille. For det gør man jo. Eller hvad?

Det er meget underligt, at vi i Danmark ikke har fattet den lunte. Det har man i Sverige. Der sender den ene kanal børne-tv, mens den anden kanal dækker et andet behov. De bruger hovedet og tænker på alle deres betalere.

Nu lever Tv2 jo ikke længere af licenspenge, så i bund og grund er det svært at forlange noget som helst af den, så må jeg foreslå DR, at vrider sig ud af vanens klamme hånd og bruger de henholdsvis tre og seks morgentimer på noget mere begavet – eller i det mindste kun sender børnecrap hver anden morgen.

Jeg er sikker på, at de danske børn kan finde ud af at slå over på Ramasjang, hvis det er så svært at lege selv.

Næste indlæg

Hvem vil spise med Plum?