Hvem vil spise med Plum?

Her den anden dag læste jeg ”I øvrigt mener jeg” i Ekstra Bladet. For mig at se, svarer disse ret korte læserbreve til en status-updatering på Facebook af den sjovere slags. Altså når folk lige får gylpet i al offentlighed.

Aage skrev: ”At man ikke kan lukke op for TV mere, uden der står et eller andet grødhoved og laver mad.”

Ud over at det er ALT for sjældent, at man bruger ordet grødhoved – og det vil jeg personligt gerne være med til at lave om på – så har Aage jo en slags ret.
Ikke at de alle sammen er grødhoveder – det ved jeg jo ikke noget om – men jeg kan konstatere, at det er svært at navigere udenom rækken af Tv-kokke, der dukker op med mere eller langt mindre underholdene madprogrammer.

Først og fremmest er der Camilla Plum. Jeg kunne aldrig drømme om at spise et måltid, hun havde tilberedt. Hun ligner en der ikke har været i bad i rigtig mange dage. Hun er møgbeskidt og har sorte negle. Jeg sidder altid med en fornemmelse af, at hun er sådan en, der ikke vasker hænder, efter hun har været på toilettet. Ad, ad, ad.

Men derudover er der Annemad og Annemad i Spanien, der er Nikolaj Kirk, Meyer, Lene Hansson, Søren Gericke, der har været Wassim Hallal og Boserup og ikke mindst den skaldede kok, der – undskyld mig – nok har lavet noget af det mest uinteressante og ulækre mad i Tivoli, så min mor og jeg forlod stedet efter to mundfulde.
Måske det er bedre i år.
Lad os håbe det for ham. Og turisterne.
Men må man forsigtigt have lov at spørge, hvorfor en kok, der serverer købetarteletter får tid i fjernsynet?

I Go morgen Danmark har man chokolade-damer på besøg, English Breakfast-kvinde, mænd med eksperter på stuvninger og rugbrødsbagning.

Og så er der Pricebrødrene. De er altså ikke grødhoveder.
Da jeg så dem første gang opfattede jeg dem mest som to excentriske homo-brødre, men med årene er jeg blevet meget glade for dem og drømmer om at blive inviteret i sommerhus. Særligt James, der skal fortælle nørdede historier om mormor og mad.
Da jeg var lille, var jeg også forelsket i Henrik Boserup, som boede i opgang med en af mine bekendte, jeg vist også var lidt forelsket i.

Da jeg var lille, var der også noget der hed morgengymnastik i radioen.
Det kørte en 20 minutters tid hver morgen. Jeg forstod ikke et hak af, hvad damen dikterede, men når jeg var hjemme hos min mormor i Århus, rullede hun rundt på gulvet og lavede benstræk og maverul, og der gik det op for mig, at der faktisk var nogen, der både forstod hvad der blev sagt fulgte radiodamens dagsbefalinger meget nøje.

Men undskyld mig, er der virkelig nogen mennesker, der for alvor lærer at lave mad og nye retter ud fra de programmer? Altså helt alvorligt? Er der virkelig nogen, der sidder og planlægger aftens menu ud fra morgen-Tv? Sidder ungdommen og tager noter i deres første lejlighed uden mor og far? Eller er det mormor, der får nye fifs og hapser opskrifterne på Text-tv? Eller er det bare hygge-fyld?

Det pudsige er, at lang de fleste tv-kokke ser vildt usunde ud. Plum ser ud som om hun lever af pizza og kakaomælk.
Det gør jeg i øjeblikket, og jeg er da godt på vej i den retning. Den skaldede er på evig slankekur i medierne. Måske er det fejlernæring?

Dengang, jeg var i Aftenshowet, spurgte jeg Puk Elgaard, om det virkelig var et rigtigt køkken, og det var det sgu. Meget dejligt, i øvrigt. Og deres kokke er også dejligt joviale, om end jeg ikke husker en eneste ret nogensinde kreeret i det køkken.

Men jeg kan forestille mig, at dele af køkkenbranchen ikke har mærket til finanskrisen med alle de tv-køkkenener.