Tyk, tykkere og ligeglad

Jeg har altid været sådan et lidt tykt barn.
Jeg har aldrig været så bange for mad og har faktisk aldrig rigtig tænkt over min vægt – lige indtil jeg for nogle år siden begyndte at læse magasiner. Der gik det op for mig, at det skal man åbenbart. Det var som om at en parallelvirkelighed, jeg aldrig havde kendt til, eksploderede i hovedet på mig.

For samtidig med, at man himler op om, at vi skal have et naturligt forhold til sin krop og mad for ikke at blive en del af den tilsyneladende stigende del af anorektikere og bulimikere, kunne jeg jo se alle vegne, at jeg skulle tabe mig.
Jeg skulle spise anderledes, bevæge mig anderledes – trække vejret anderledes, end jeg nogensinde havde gjort før.

Der findes formentlig ikke et eneste blad i det her land, der henvender sig til kvinder, som ikke har slankekure og tips til, hvordan du får en pænere krop.

Så skal man spise smoothies til morgenmad, men hov, så må man ikke spise for meget frugt, for det er der faktisk ret meget sukker i, og frugtjuice er værre end frugt, og så skal man spise bacon, æg og fede bøffer og fy fy ingen stivelse.
Men hov, så siger en diætist, at der faktisk overhovedet ikke er noget i vejen for at spise fx kartofler og brød, man skal nemlig spise alle ting i hele verden.
Og nu er der en flot, ung mand der hedder Per Brændgaard, som siger, at man skal tænke rigtig meget over hver mundfuld, inden den rammer mavesækken, for så spiser man måske mindre.

Hvert år op til modeugen i København går medierne i kødet på modebranchen – og særligt bosserne – og ”afslører” at piger skal være tynde for at blive modeller.
Øh ja, og høje, har jeg hørt. Men det åndssvage er, at det jo langt fra kun er modebranchen, der insisterer på et vist BMI-tal – hvad fanden man så end kan bruge det til? Man kan jo godt have et lavt BMI og en kæmpe bolledej på maven.Puha, hvor er der mange regler. Man bliver jo helt træt i hovedet.

Hvorfor behandler vi kvinder os selv så dårligt?
Hvorfor bliver vi ved med at presse os selv og hinanden til at leve op til alt muligt bræk, vi alligevel ikke kan overholde? Det er jo umenneskeligt. Og mega åndssvagt at nægte sig selv noget.

En mand elsker bare sine chips og dip og håndbajer på stadion og tæller formentlig hverken kalorier eller skridt.
Når han skal i byen, laver han tre armbøjninger, klæder sig på og synes, han er en fandens karl.
Vi skifter tøj fem gange og hader vores kalkunhage og underligt slaskede lår.
Jeg gør i hvert fald, og igennem de sidste par måneder har jeg været på slankekur hver mandag, som underligt nok bare har resulteret i, at jeg aldrig har været tykkere.
Come on, for helvede!

Efter mine mandagskure, var jeg nærmest begyndt at grovæde mig til en forpustelse, som jeg kun kunne få skik på inde på sofaen, hvor jeg fik luft efter den ret anstrengende omgang forædning.
Sådan husker jeg faktisk ikke at have haft det, inden de velmenende magasiner fortalte mig til uendelighed, at jeg slet, slet ikke var sund nok.
Men det handler jo slet ikke handler om at lære sig selv flere nye mandags-regler. Det handler om at være skide ligeglad og bare huske på, at, at din krop nok skal fortælle dig, hvad den har brug for.

En dag gik til en hypnotisør og bad hende hjælpe mig af med mine (dårlige?) vaner.
Måske skulle vi maniske damer alle sammen gå i ny fælleshypnose for at lære at ryste på hoved af alle de åndsbollede slankekure, der alligevel ændrer sig fra magasin til magasin, fra diætist til diætist.
Jeg gider fandme ikke mere.

Klumme i Ekstra Bladets tillæg, EKSTRA, lørdag d.25. juni