En voksens mareridt - Charter tur-retur part 2

HAPPY ENDING? – Charter tur-retur part 3

En af de allerbedste ting ved at være voksen er, at man selv må bestemme. Man må selv bestemme, hvornår man er sulten, hvornår man har lyst til at gå i bad, spise frugt og hvornår man må få kage.
Men ikke her på all inclusive i Tyrkiet.

Jeg er så skide træt af ufriheden, stopure, jeg er træt af de uendelige køer, klamme grådige mennesker, der slasker bunker mad på tallerken, jeg er træt af at se på desserter, der ligner opkast og forbandet træt af åbne- og lukketider, der ikke giver nogen mening.
Jeg har vandret hvileløst rundt blandt fede børn og olieret tyskere med mærkelige frisurer, der forhåbentlig aldrig når den danske mode.

Jeg er lost og vil have mine normale privilegier tilbage. Bare en skide time om dagen. Så nu har jeg fundet ”wellness”. Selvfølgelig ikke på vores eget hotel, for når de siger at man kan få tid kl.17.15, er de ikke blege for at lade en vente til 18.00. Glemte jeg at fortælle, at her er overbooket og ubehageligt proppet?

Damen der solgte mig en hovedbundsmassage havde også alt for travlt med at sælge mig kunstige negle og pink extensions, der havde givet mig direkte adgang til et hvilket som helst amerikansk midday talkshow.
Tak, men nej tak.

Hvad gør man så? Man flygter hen på nabohotellet, hvor der er tid – men ingen groteske damer med diamanter på neglene.
Jeg fik et tyrkisk bad.
Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan en bestemt type midaldrende dame kan ligge og fantasere om at blive bollet af den unge tyrkiske adonis, der bader en. Jeg har bare aldrig rigtig tændt på brylcreme og hvide crocks, men både badet og den efterfølgende massage, udført af en asiatisk dame med sikre hænder, var hver en krone værd.
Nabohotellet er blevet mit refugium.
Ja, og så selvfølgelig alkohol. Godt, man ikke har bestilt et tremåneders ophold…

Og nu er min mand og jeg nået dertil, hvor vi griner. Højt. Af tomme øjne, larmende børn, udsplattet mad på gulvet og fede mænd, der ser ud som om, de bærer tvillinger, vi kysser og ryster på hovedet og har langt ude samtaler med 7-årig, som i sandhed har en fest. Vi nyder de tre aftener vi må spise på et par af hotellets restauranter nede ved stranden, wuhuuuu, og om dagen gemmer vi os på stranden, hvor alle de brune læderdamer ligger under 37 grader skyfri himmel og syder.

Det skal nok gå. Med alkohol og hovedrysten. Med sød dreng og overbærende mand. Men til næste sommer stemmer jeg nok for noget lidt andet.

Næste indlæg

En voksens mareridt - Charter tur-retur part 2