Hvor er mormor?

De klamme mødre

Jeg er sådan en teenage-agtig type, der med mellemrum bliver meget vred på min mor. Jeg ved faktisk ikke, om det nogensinde holder op, og i skrivende stund kan jeg ikke engang huske alle årsagerne til alle gangene, jeg er blevet sur.

Men så er det, man kommer hjem fra ferie og zapper nye og gamle nyheder, ser genudsendelser og bliver mødt af en skare tv-mødre, der for alvor er gakkelak, upassende, ulækre, pinlige, grænseoverskridende og nærmest diagnosticerbare – og så falmer ens egen mors score på irritationsskalaen betydeligt og fremstår som det absolut mest normale menneske, man kan være begavet med som barn.

Dejligt med lidt perspektiv, engang imellem. Derfor skal der lyde en stor tak, først til Malou Stellas mor, som nu skal være med i et nyt program på Kanal 4 til efteråret. En mor, der synes at tro, at hun selv har født sit barnebarn og konstant ligger på sofa og giver kontraordrer til Tino og skider på sin datters til tider fornuftige opdragelse, hun med usædvanlig sløv stemme forsøger at gøre rede for til kameraet. Men det er Malou Stellas mor ligeglad med.

Og stor tak til Joys mor, som har mast sig ind i doku-soapen Singleliv. Moren, der river op i sin datters nederdel ved ankomsten til Gran Canaria, så alle medpassagererne kan se datterens næsten bare røv. Moren, der voldsnaver sin datter til ære for to 20-årige knægte, selv om Joy igen og igen beder hende lade være. Fy for Satan!
Men Mia, som angiveligt skulle arbejde som luder i sin fritid og ynder at fortælle sin datter og kameraet om sin altid våde skede, toppede enhver vanvidsskala, da hun lærte Joy, hvordan man giver et godt blowjob.  Jeg vil gerne spørge en socialrådgiver, hvad man havde gjort, hvis det var en far, der lærte sin datter at sutte diller.

Dernæst en tak til Sonny Fredie–Pedersens mor, som også meget belejligt dukker larmende op i sin søns program på TV3 om hans karriereforløb i Los Angeles. Jeg troede hun og Hawaii-skjorte-husbonden var over alle bjerge i økonomisk uføre, men derfor kan mor selvfølgelig godt lege hip med de unge, mens hun fyrer den ene taktløse pinlighed af efter den anden. Grotesk, da hun foreslår en hjemløs at købe mærketøj for den dollar, hun smider ham. Argh! Men så fik hun også sine 15 minutter på sønnike.

Endelig har vi Amalies allestedsnærværende mor. Amalies Verden, hed programmet på TV3. Eller var det Charlottes verden. Med nyoppustet kinder maser hun sig ind på sin datters i forvejen mystiske platform og får gjort sig selv til hovedperson.

Hvor er det godt, at min mor ikke lider af alderdomsangst.

Tidligere publiceret på Ekstra Bladets bagside.

Næste indlæg

Hvor er mormor?