Hønserøv i hovedet…

Jeg synes faktisk ikke, at jeg er specielt gammel.
36 år, for at være helt præcis – 37 i oktober. Det er jo egentlig ikke så meget, når statistikken siger, at jeg bliver mindst dobbelt så gammelt – og de første 10 år af mit liv er forsvundet helt ud af hukommelsen.

Men jeg er begyndt at blive gammel. Ikke af sind, næ næ, der er jeg selvfølgelig stadigvæk 26 – men af udseende.

Jeg er begyndt at få rynker. Og det synes jeg ikke er særlig sjovt!

I mange år har jeg kendt til nogle mystiske vandrette linjer mellem næse og mund, men her den anden dag opdagede jeg, at jeg var ved at udvikle en sur mund. Ikke bare de der damerynker omkring munden, der i værste fald får den til at ligne en hønserøv – næ, jeg har sgu fået begyndende vigende mundviger. Den der rynke i hver mundvig, som meget gamle damer savler i på plejehjemmet. Fuck.

Jeg orker ikke tanken om, at min mund hænger ned af om få år. Måske inden jeg er fyldt 45 og er på toppen både seksuelt og karrieremæssigt.

Det er fucking uretfærdigt!

Min mor er af den skole, hvor alt skal være så naturligt, som muligt. Hun har aldrig gået med BH, og hun har lange hår under armene.  Hun har altid gjort en dyd ud af at hylde det naturlige, og det er vel på mange måder også fedt. Men sådan er jeg ikke. Jeg er ikke der – og har aldrig været det – hvor jeg er pisse ligeglad med det hele.

For noget tid siden var jeg på Tenerife. Sådan en charter-ferie med pool og all inclusive, og der var rigtig mange voksne damer. Sådan omkring de 60-75 år. Nye pensionister og gamle.
De gik alle sammen rundt i badedragter, bikinier eller korte t-shirts med absolut frie (og lange og tunge) bryster indenunder.
Langt de fleste af damerne var overvægtige. En del af dem havde rimelig slasket lår og meget tydelige åreknuder. Helt almindelige aldringstegn. Men de skjulte dem ikke. De morede sig. Larmede og morede sig for deres efterløn og pension. Drak øl og vin og spillede dart, så brysterne svingede fra side til side, hver gang pilen blev sendt afsted.
Deres mænd jublede og skålede med.

Jeg var sgu alligevel lidt imponeret over damerne. Sad og beundrede dem og tænkte, at jeg glæder mig til at jeg bliver pisse ligeglad med, hvordan jeg ser ud. Eller i hvert fald rolig. Accepterende.
Men det er jeg ikke nu. Tværtimod. Jeg synes, det bliver lidt sværere, nu hvor teenage-rygningen, overfodringen og ferierne i Israel viser sit grimme fjæs igennem min hud.

For nu at citere en kær kending fra Casper og Mandrilaftalen, så synes jeg, at det går meget, meget stærkt…

http://www.oestrogen.dk/Skoenhed/Din-krop/2011/07/Ditte-Okman-1.aspx