Alle de selvfede – om mega fede Framnes

Ja, i dag bliver det lidt anderledes. For hvor jeg almindeligvis bruger denne klumme til dybe betragtninger om min største passion, fjernsynet, vil jeg i denne uge anmelde en bog.
Jo, den er god nok. Jeg har læst en bog. Eller det vil sige næsten, jeg mangler stadigvæk nogle kapitler hist og her…

Min yndlingsperson fra De unge mødre, Camilla Framnes, har udgivet en biografi med lidt hjælp fra forfatter Karin Heurlin. ”Hvis jeg kan, kan du også”, hedder den.

–          Nøøøøh, mand, hvorfor fanden skal hun skrive en bog, bare fordi hun har været i fjernsynet?

–           Nøøøøh mand, hvorfor fanden skal hun skrive en bog, bare fordi hun har tabt sig?

(Begge citater skal læses med en slags evnesvag stemme)

Og til de to åndssvage spørgsmål, er der to meget enkle svar.

Fordi hun er mere kendt i sin målgruppe end Hitler!
Og fordi vi taler om freaking 57 kilo!
Altså et normalvægtigt menneske! Måske ikke lige mig, men en anden pige. Line Cecilie, fx, eller Camilla Miehe-Renard.
Camilla Framnes har tabt Camilla Miehe-Renard. Og det er fandeneddeme flot!
Jeg kan kraftedeme ikke engang tabe fem kilo! Men hun har som mindrebemidlet ung mor med studie, to burgersyge unger og pizzafrådende mand gjort noget, de færreste af os overhoved drømmer om at kunne gennemføre.

Og hvorfor var der i øvrigt ikke nogen, der himlede op og rullede med øjnene, da Medina ”skrev” en bog? Eller rettere førte dagbog over et tilfældigt år i sit liv.
Hun har endda fået en kiksede white trash tatovering på halsen. Noget, man i visse kredse vil kalde prollet – men åbenbart ikke når det er Medina?

Jeg ser faktisk ingen forskel på de to bøger. De har begge bedrevet noget stort – men Camillas er åbenbart ikke fint nok. Hende Gucci-bælte er nemlig falsk.

Men helt ærligt, hvis Camilla Framnes er interessant nok til otte sæsoner af den i øvrigt ret populære evighedsserie De unge mødre, er hun nok også interessant nok til en bog for ligesindende – og en enkelt gammel sur dame uden børn.

Jeg synes fx at det er skide spændende at høre om, hvordan Camilla i sin addiction efter fedt og sukker har ringet og raset til McD over, at de havde glemt at smide pommes frites sovs i deres take away.
Fuck, hvor jeg kender det!
Faktisk har jeg, helt konspirationsramt, en overgang haft Mc Donalds mistænkt for at ”glemme” dyppelse med vilje for at spare penge – for hvem gider køre tilbage efter tre skide sovs? Heller ikke Camilla og Christian, men de ringede og flippede totalt ud, indtil de fik et gavekort på 15 menuer, som blev fortæret på under en måned.
Hatten af for dem. De har kæmpet manges kampe i Mou, skulle jeg hilse at sige!

Men jeg bliver sgu også rørt, når jeg læser, hvordan en vildt fremmed mand på gaden har sagt til hende: Du er fed. Hold kæft, hvor er du fed!
Fuck, det må gøre nas.
Bogen er fuld af ærlig selverkendelse – noget, ikke ret mange tør udlevere i en bog, fordi det ødelægger deres røvsyge image og selvopfattelse af at være en del af eliten. For man kan jo ikke indrømme, at man har fået aborter, at ens mand har været utro, at man er flad, fordi man bruger alle sine penge på junkfood, hvordan man har kæmpet og gentagene gange fejlet i kampen for et mere værdigt liv og et mindre kuglerundt hoved – ikke hvis man skal være venner med kongehuset eller skal inviteres med til premieren til Dirch.

Jeg synes ikke, at Dirch Passer var sjov, overhoved!
Men jeg synes, Camilla Framnes skal have en fjer i hatten og bifald for sin uforbeholdne og oprigtige historie, der måske kan få mig til at smide de der fem kilo. Eller ti.