En hyldest til de uhæmmede amerikanere

Man kan sige meget om amerikanerne, men en ting er sikkert, de er helt ekstremt åbne. Altså så åbne, at de på en røvsyg leverpostejsdansker indimellem virker helt gakkelak og selvudleverende på mest grænseløse og groteske vis.
Jeg elsker det.

For et par dage siden var jeg til en fest, hvor jeg talte med en fyr, som stolt fortalte mig, at han havde været med i Big Brother sæson 9.
Han smilede over hele bollen, mens han tydeligvis ventede på en eller anden form for anderkendelse.
Men jeg spærrede øjnene op og spurgte med åben mund og stirrende øjne: ”Big Brother? Altså det der show, hvor man er spærret inde i dagevis med andre fremmede?” og tænkte, hvorfor i helvede han havde været det.
For mig svarede det i det øjeblik til, at han havde fortalt mig, at han lige havde lagt en lort ude på køkkenbordet.
Jeg forstod simpelthen ingenting. Hvorfor fanden vil man indrømme det, som noget af det første?

Men derovre gider man godt at deltage i den slags. derovre er det faktisk noget, man er stolt af at være udtaget til. Det er en ære og en merit, man gerne blærer sig med til middagsselskaber.
Det er ikke flovt at deltage i Surviver, The Real Housewives eller de mest vanvittige, selvudleverende talkshows, som kan få selv Pernille Aalund og hendes altid ualmindeligt triste medvirkende til at ligne en flok kristne spejdere.

Der ser ingen ned på at caste ekstremer, der har været forsøgt myrdet af manden eller vejer 500 kilo og nægter at gå på kur.
Ugentlig kan man møde amerikanere, der rabler åbent om utroskab med ægtefællens mor/far/søster/bror, får taget DNA test for åben skærm for at få konstateret, om ens børn er ens egne (hvilket de sådan cirka 50 pct. af tilfældene ikke er (?)), ligesom folk for åben skærm hyler og græder og slår og outer hinandens seksuelle præferencer.
Men det er ikke ulækkert eller for langt ude. De er underholdning og imponerende at være en del af tv-kulturen.

Jeg kan kun komme i tanke om Amalie og Peter, som tilnærmelsesvis har kørt samme stil, og det blev kvitteret med en ordentlig sviner. Både fra mediernes side, men også af alle tosserne i kældrene omkring i det danske land, som har alt for lang tid foran computeren.

På amerikansk TV bidrager nyhederne også til det, vi i vores arrogance nok vil kalde cirkusforestillingen.

For et par dage siden blev en ung fyr skudt af politiet i en forstad til Los Angeles. Hans kæreste blev fysisk holdt tilbage, mens fyren, efter familiens udsagn, blev likvideret af politiet helt uden grund.
Det fortalte den dræbte kærestes familie på live TV allerhøjest to timer efter, drabet havde fundet sted. For rullende kamera grad, rasede og svinede familien politiet for at have likvideret deres søn og svigersøn.
Ikke så meget pis der.

Det ville jo være helt uhørt i Danmark.
Og hvis tilfældet skulle ske, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at familien ville blive svinet til på grimmeste vis og blev kaldt alle mulige navne af selvsamme tosser i kældre, der fik et nyt liv med opfindelsen af bredbånd.
Kollegaer ville hviske medieludere, kalde det upassende og syntes, de var langt ude.

De sørgede nok heller ikke helt rigtigt.

I øjeblikket kører desuden en sag herovre, hvor et barn angiveligt er blevet kidnappet fra sin seng, mens faren var på arbejde og moren var pattestiv.
Supermarkedet og politiet har offentliggjort overvågningsbillederne af moren, der køber papvin – det er åbenbart helt relevante billeder for offentligheden – og jeg kan vitterlig ikke finde en kanal, hvor moren ikke fortæller sin version med tårevæddede øjne.

Politiet, advokater (også de ikke involverede i sagen) og familien rabler og rabler og rabler. Der er sgu ikke nogen der er bange for hverken kameraerne eller journalister. De vil fortælle og beskylde og forsvare.

Og undskyld mig, men følelserne gør nu altså det hele lidt mere spændende.
Også selv om hellighederne vil kalde det klamt.