Meyer, mafioso madammer – og iskold kalkule

Det er satme ikke tit jeg slukker for fjernsynet, men det har jeg måtte gøre hele to gange inden for kort tid.
Det ene program var Restaurant bag tremmer på det ellers så lødige DR1.

Jeg brækker mig i lårtykke stråler og kan ikke lade være med at tænke på Marlene Duus, kvinden, der blev gennemtævet til ukendelighed med et jernrør af en tidligere kæreste, og hvis livløse krop blev kylet ud af et vindue. Hun kan nu følge manden der forsøgte at myrde hende, lære at lave mad af erhvervsguruen, Claus Meyer, som ren underholdning i primetime.

Jeg siger ikke, at man ikke skal rehabilitere forbrydere. Men jeg bliver røvforarget, når det bliver ren underholdning. Jeg bliver røvforarget, når rehabilitering bliver reality show for sjov. For det gør det, når Meyer i første afsnit kækt erklærer til kameraet og en fængselsbetjent, at han ikke har en anelse om, hvad der sker, når de udvalgte indsatte får en kniv i hænderne og begynder at joke med trusler.

Er det sjovt? Eller er det usædvanlig dumt?
For sagen er jo, Claus Meyer, at det er der andre der ved. Alt for godt.
Men Ofrene? Hov, dem glemte man alt om i iveren for at lave noget nyt og kontroversielt fjernsyn.

Socialt ansvar min bare røv. Det her har ikke en skid med rehabilitering at gøre – det er ren underholdning og en kalkuleret merit på Meyers CV, og DR skal fandeme ikke prøve at bilde os andet ind, bare fordi man laver en såkaldt debat efter programmet. For sandheden er jo, at projektet i sin form lukker ned, når maden er serveret.

Hvis man vil rehabilitere, så gør det ordentlig og dokumenter det ordenligt i stedet for at lave show med stjernekok og konfetti. Det behøver man ikke et underholdningsprogram til.

Jeg finder det dybt besynderligt, at man i alle såkaldt pæne medier debatterer, hvorvidt Gustav og Amalie er gode rollemodeller samtidig med, at rigmanden Meyer laver spas med hardcore kriminelle, mens de afsoner for fx mordforsøg.
Måske skulle de bare afsone i fred. Jeg slukkede i hvert fald.

Og lige som man sidder og kvalmes over det nye reality niveau, støder man på Mafia Madammer, som vises på den mere kulørte station TLC.
En amerikansk doku-soap, hvor man følger fire kvinder, Renee Graziano, Karen Gravano, Drita D’avanzo og Carla Facciolo leve deres trashet liv iført noget der ligner billige luderkjoler, alt for meget sminke og kæmpe guldringe.
Og hvorfor skal man så følge de smagløse madammer, der ligner 50-årige prostituerede? Jo, fordi deres mænd og fædre er endnu mere smagløse og sidder inde for at have begået en lang række ”gangsterrelaterede forbrydelser”, som TLC kalder det.

På godt dansk vil det blandt andet sige mord.

Renee rabler selvretfærdigt: ”Mange ser dem som onde mænd, men det gør jeg ikke. De bringer ikke ulykke over deres familier”.
Nå, ok. Men det har de så gjort mod en række andre familier. Især Karen Gravanos far, som blærer sig med at have 19 liv på samvittigheden. Og det er altså rigtige mennesker. Det er ikke fucking Sopranos. Det er 19 amerikanske mennesker, som er blevet plaffet ned, fordi de kom i vejen for en eller anden fed mafiosomands business eller ære.
Og nu skal vi underholdes på TLC med at se datteren tosse rundt og besøge far i fængslet og shoppe for narkopenge, mens hun brokker sig over alle mulige trivialiteter.

TLC skriver: ”Selvom de klæder sig i pels og guld fra top til tå er deres liv alt andet end glamourøst – det er derimod deres lod i livet at stå på egne ben … For de fire kvinder er det ikke altid let at bevare den livsstil, de har vænnet sig til, når familiens overhoveder og forsørgere sidder i fængsel”.

Ja, de stakler. Tænk, at de ikke kan leve det fede liv på narko-penge, deres mænd har myrdet sig til. Det er da voldsomt irriterende.