Erotisk oplæsning

Giv din pant til hjemløse

Jeg har ikke specielt mange penge, men jeg er ret doven af natur og betaler mig derfor alligevel gerne fra fx rengøring, tager lidt for mange taxaer, når vejret ”tillader det”, og bestiller mere end almindelig meget take away, fordi jeg ikke er så god til at planlægge indkøb.
Det slags dovenskab bliver med tiden lidt dyrt. Lidt lige som når man ikke gider åbne rudekuverter, der bliver til rykkere. Kortsigtet dumt.
Og man kan jo betale sig fra meget dagens Danmark, men i uendeligheder – ja, faktisk siden jeg flyttede hjemmefra – har jeg stået med udfordringen for de dovneste over dem alle; tomme flasker.

Uanset hvor jeg har boet, og om det så kun var 100 meter fra et supermarked, er jeg endt med at have tomme flasker i skuffer og skabe og ved siden af komfuret. Nogle gange lugter de helt vildt.
Særligt Cocio. Cocio kan lave mug. Og rødvinsflaskerne laver bananfluer, hvis ikke man skyller dem ordentligt. Topklamt, men af en eller anden grund, gider jeg ikke gå ned med flasker og lever derfor i perioder med de nye husdyr.
Flaskeaflevering er bare røvbesværligt, og pengene er jeg åbenbart ligeglad med.

Da jeg skulle flytte her for nogle måneder siden, mødte jeg en flaskesamler på min vej. Jeg spurgte, om han ikke ville gå med mig hjem og have mine to sække, som vi fik bukseret ned i trækvognen. Han var glad, og jeg var sluppet af med et problem.
Og så er det jeg tænker; kan man ikke lave en ordning, hvor man systematisk arrangerer hjemløse eller tiggere til at komme og hente ens flasker?
De får pengene, jeg slipper for rodet.

Jeg kan umuligt være den eneste uduelig-Per med for mange tomme flasker her til lands. Mon ikke der er masser af dovne – eller meget travle – mennesker, der har bunker af flasker på terrassen, altanen, i skabe, på bagtrappen, som bare står og lugter, indtil et medlem af familien endelig får spat og tager sig sammen til at køre ned i Super Brugsen og til stor irritation står i kø til flaskeaflevering?

Jeg forestiller mig, at man kunne lave et samarbejde med fx Hus Forbi og deres sælgere – de er jo allerede organiseret i et eller andet regi – hvor man ugentlig printede en liste over de husstande, som har tilmeldt sig ordningen og vil have afhentet deres flasker. Man kunne dele områder ud til de hjemløse, nøjagtig lige som når posten skal ud. På den måde kunne hver hjemløs få fx fem husstande om ugen, de skulle hente flasker hos.

Jeg synes det er smart. Os dovne røvhuller ville få ryddet op og komme af med flasker, og den hjemløse ville få det, der svarer til cool cash til bajere og hundemad til King. Eller hvad de nu har lyst til at bruge deres penge på. Og de skal ikke engang betale skat af pengene (indtil regeringen selvfølgelig få kendskab til ordningen og opkræver halvdelen).

Det er da langt mere værdigt end fx at gå og rode i skraldespande efter pant eller blive ignoreret på gaden, når de spørger efter en skilling.
Ja, jeg gør det selv. Jeg ignorerer tiggere. Men jeg har altså for ca. 100 kroners flasker om måneden, som jeg ærlig talt bare har lyst til at kyle ud af vinduet i håb om, at der er nogen, der gider samle dem op.

På denne her måde, er man jo også med til at hjælpe andre med at holde hjulene i gang i Danmark – om end jeg nok selv burde komme i gang med rengøringen, cyklen og indkøbene, så jeg også fik lidt gang i benene.

Meld jer ind i Facebook-gruppen og spred budskabet:

GIV DIN PANT TIL EN HJEMLØS

Næste indlæg

Erotisk oplæsning