Hormoner

Når man bliver gravid, får man ”hormoner”. Det er noget enhver ved, nærmest, inden man er fyldt 12 år – for kvinder er jo totalt utilregnelige, når de bliver knocket up.

Det er jo egentlig noget, kvinder over det meste af verden alle dage er blevet skudt i skoene, gravid eller ej, når de i mændenes optik blev hysteriske – eller mændene bare ikke havde andre argumenter i Fjällräven eller attache mappen; ”Det er hormoner”. ”Hun har det røde”. ”Besøg fra Rødby”, ”det månedlige” – ellers var hun bare ”kvindagtig”.

 

Jesus Kristus, Herren Jemini, hjælp!

Er det virkelig det bedste, virkelig det eneste, de allermest ubehjælpsomme småtbemidlede stakler  kan diske op med?
Ja, gravide har ekstra mange hormoner – men at det selvfølgelig bliver endnu et carte blanche til at proppe hende bås, er sgu for let. Og røv nedladende.

Er der nogen der har overvejet, at ikke er alt er graviditetsgalningesymptomer?
Næ. Det i den endimensionelle mands optik lige meget, om hun har fået stjålet sin taske, begge hendes forældre lige er blevet slået ihjel i en bilulykke, om hun har fået kontateret blindtarmsbetændelse eller har fået kørt det ene ben af i en togulykke.

”Årh, det er bare hormoner”, sukker den endimensionelle mand og ruller med øjnene.

Måske forventeligt, fordi det er så nemt. Men godt at jeg ikke er gift med sådan en nedladende spasser.
Men det ekstra klamme er sgu, når andre kvinder begynder på samme populærstunt og med selvfed fryd peger med hormonkortet. Hvad tænker de dog på? Andet end at spille smarte, selvfølgelig.

Kan godt huske den der type piger i folkeren, der begyndte at gå med omvendt kasket for at gøre sig populære hos drengene. Bare ærgerligt, at det aldrig var dem der blev snavet…

Men horfor er det ikke ok for kvinder bare at være vrede? Indignerede? Eller røvirriteret over uretfærdigheder, udfordringer, problemer eller sorg, uden alting skal ned- og småliggøres med hormoner.

Jeg vil fandeme have lov til at blive taget alvorligt, også selv om jeg er med rogn og formentlig nogle hormoner. For jeg er også sur uden barn i maven. Og jeg gider eddermugme ikke bliver reduceret til en småhysterisk hormonbombe, bare fordi der er en underbemidlet stenaldermand, der ikke kan finde ud af at argumentere eller håndtere anderledes.

Forstår måske godt, hvorfor så mange småbørnsforældre går fra hinanden med sådan nogle hjernedøde omgivelser.

Nå, hej hej fra fru gladesen.