Modne kvinder, nej tak!

Jeg er lige ved at nå den alder, hvor jeg ikke er klar over, om jeg er midt i 30’erne, eller om jeg faktisk er sidst i 30’erne.
Jeg bliver 37 år i oktober.
På flere punkter ligner jeg en der er midt i 40’erne, men jeg føler mig som en midt i 20’erne.
Det kender en del både mænd og kvinder nok.

Og det er sgu ikke ubetinget sjovt at blive ældre – og slet ikke, når man er kvinde og tilsyneladende helt alene om at ældes uden ynde.
Uanset hvilken kanal jeg tænder for, kan jeg ikke finde en eneste kvinde, der er almindeligt chubby, har poser under øjnene eller har passeret de 45.
Det er da mystisk.
Er der virkelig ingen andre kvinder end mig i det her land, der bliver ældre? Og får rynker? Og har begyndende gamle marsvinkinder?
Er der ingen, der får længere bryster i en sådan fart, at det næsten kan registreres med det blotte øje fra måned til måned?
Selvfølgelig er der da det!
Men hvorfor må vi ikke se dem? Hvor er hun blevet låst inde? Og hvem har nøglen?

Jeg har intet imod unge studieværter, selv om de alle sammen, hver og en, er yngre, slanke og ufattelig smukke kvinder med enten meget mørk eller meget lyst hår.  Det er selvfølgelig rigtig dejligt for dem, og jeg burde jo for fanden også bare pisse ned i det skide fitness-center og stramme op – men jeg undrer mig alligevel over, hvorfor kvinden i mediebilledet er så stereotypt.

Hvorfor skal vindelige studieværter være så unge og udseendemæssigt så ”perfekte”, når det tydeligvis ikke gælder mændene i samme job?

Er ældre kvinder virkelig så frastødende, at vi ikke kan have dem rendende rundt i den eksponerede offentlighed?

Måske skulle man udskrive en konkurrence – eller indlede en skattejagt: hvor er studieværtinden på landsdækkende tv over 50 år? Hvor er den lidt tykke? Hende med grå stænk i håret?
Jeg har været fristet til at tro, at hun er blevet sorteret fra allerede i første jobsamtalerunde, fordi cheferne på tv-stationerne fortrinsvis er mænd.

Men det er nu nok ikke hele sandheden. For det er jo ikke kun fjernsynet, der skamløst retoucherer virkeligheden væk eller kun fortæller den perfekte historie om den perfekte kvinde. Med undtagelse af måske Q magasin, finder man nøjagtig samme tendens i langt de fleste kvindemagasiner, som primært dækker slankekure, mode, foryngelses-tips og sex.
Alle reklamerne i bladene handler om foryngelse. Det er åbenbart det, kvinder vil have i den slags magasiner.
Men er kvindens aldringsproces så afskyelig? Skal vi virkelig være så perfekte?

Hvis jeg køber et damemagasin, er det gerne for at læse interviewet med hende den kendte kvinde, som ofte pryder forsiden. Men hun er sjældent det mindste identificerbar for mig almindeligt dødelige Ditte med bred røv og ymer.
Når jeg læser et interview med en udvalgt 40 plusser, er hun som regel så prægtig, at man kan sidde undrende tilbage med fornemmelsen af, at det hele var en stor fed, selviscenesat løgn.
Ugens kvinde har nemlig (altid) et dejligt stort hvidpudset hus (i Charlottenlund), og så laver hun smykker i sin fritid og har vildt rene børn, der klarer sig fantastisk i skolen og er meget fremmelige på det kunstneriske plan. De spiller måske cello. Hun så har også en mand, der er rig.
Hvis hun er skilt, har hende og eksmanden det i hvert fald rigtig godt sammen. Og hun har ingen rynker eller aggressioner. Eller kæmper med en bred røv. Kan det være rigtigt?

Inspiration er godt, prægtighed er kedeligt.

Jeg kender kun kvinder med larmende børn, der ryger i smug og som bliver truet med udsmidning fra skole. Jeg kender mødre med børn, der evig og altid er syge og har ulækre ellevetaller hængende ud af næsen. Og så kender jeg mænd med grådige ekskoner, der slet ikke har ro i noget som helst.

Måske gider vi kvinder virkelig ikke have den rigtige historie. Måske har vi det ok med at spejle os i det perfekt lakerede billede?
Jeg gider sgu heller ikke have bred røv og rynker, men kan vi nu ikke bare indrømme – bare engang imellem – at det har kvinder også.