Når voksne bliver pattebørn

I dag var jeg til lægen. Egentlig for at få kigget på en knop, der klør lige under mit øje, men min i øvrigt mega søde læge sagde, at han helst ville vente med at fjerne den, til jeg havde født.

“Der er en minimal risiko for infektion – men i tilfælde af vil vi helst ikke give antibiotika, fordi undersøgelser viser, at baby kan tage skade. Jeg vil hellere vente, til baby er født”, sagde han (frit fra hukommelsen)

Og jeg må med stor forundring konstatere, at når man bliver gravid, begynder folk at tale anderledes til en.
Ikke bare veninder, der selv har været gravide, men også vildt fremmede – og altså ikke mindst jordemødre og læger.

De begynder at tale pattesprog.

“Hvordan har mavsen det?”, spørger flere veninder.
Jeg tror sidst jeg hørte det udtryk, var engang da jeg var omkring fire år og til lægen med forstoppelse.
“Mavsen” havde det ikke så godt. Den havde ondt. Og så fik Ditte og mavsen et klistermærke med rullende øjne at gå hjem på.

Men som 37-årig har jeg altså ikke bare en mavse, jeg har sørme også “baby”.
Ikke EN baby, ET barn eller babyEN – nej, kvinder har kun “baby” i mavsen.

(Ja, skal læses med lys pattet stemme)

“Hvordan går det med Baby?”

“Har du set Babys hjertelyd?”

“Sparker Baby?”

“Kan du mærke Baby?”

“Baby bevæger sig sørme meget.”

Undskyld mig, men hvad skete der egentlig med bestemt artikel?
Fx “Hvordan har babyen det?” “Kan du mærke babyen?” “Har du set din babys hjertelyd?” “Din baby bevæger sig meget…”
Man kunne også prøve med ordet “barn”, men det er vist helt utænkeligt.

Og en ting er veninder, der går i patte-mode – men helt absurd er det altså at tale med fagfolk, som heller ikke kan ryste den der “gug gug”, rangle-retorik af sig.
Er det sådan noget, der bare sker, når man er blandt mange gravide? At man bliver småembicil og mister sit voksne sprog?
Eller er det en selvvalgt fællespsykose, der er med til at gøre det hele lidt mere virkeligt? Altså, vælger damerne at tage babysproget på forskud, så de er bedre forberedt til at rode rundt med barnet – undskyld, BABY – på gulvet.
Er det sådan, at jo mere pattet man taler om sit barn, jo større er indlevelsen?

Da jeg skulle til en privat scanning på et tidspunkt kiggede jeg på flere hjemmeside og valgte helt bevidst de klinikker fra, som netop kommunikerede på deres site, som om det var mig og de andre læsere, der var et ufødt eller nyfødt barn.
For mig ville det svare til, at jeg kom på Hovedbanegarden, og en togfører kom og sagde: “Hvor er tog? Jeg kan ikke se tog!” Og ham skulle jeg ærlig talt heller ikke køre med.
Eller hos optikeren, der skulle udbryde: “Øje. Øje er blåt. Øje ser ikke så godt”

Ej, det er ikke ok. Det er bare underligt.