Dræberen er dræbt. Og tak for det

Nu er ”Den som dræber” endelig blevet slået ihjel. Og tak for det.
Mage til urealistisk, forudsigelig og hovedrystende Tv-serie, mindes jeg ikke at have set på dansk Tv i nyere tid.
Selv Tv2 har en slags indrømmet fiaskoen men vil ikke helt udelukke endeligt, at man dropper sæson 2. Stationen skal lige evaluere lidt på tingene, siger de.
Jeg vil dog gerne vædde min vielsesring på, at det er sidste gang, vi har set noget til den vanvittige betjent, hvis dømmekraft er værre end min, og som har set så mange westerns, at hun trak sit våben, hver eneste gang hun forlod Saloonen.

Selv så jeg kun et enkelt afsnit og så et par minutter hist og pist, når jeg zappede forbi. Det dummeste jeg så, var, da hovedpersonerne ud fra en børnetegning af en tændstiksmand, kunne finde identiteten på en morder. Kuk kuk.

Men hvad skal vi dog nu bedrive vores søndag aften på?

Kan I huske Forbrydelsen? Hvem slog Nanna Birk Larsen ihjel? Den serie elskede hele Danmark og lagde næsten gaderne øde, som da Twin Peaks kørte henover skærmen første gang i USA. Danmark er et lidet land, og derfor var det da også vildt spændende, da man kunne læse i aviserne, at Forbrydelsen var blevet solgt til Amerika og skulle genindspilles med rigtige amerikanske skuespiller.
Ja, jeg var da lidt stolt.
Og det var selv om jeg faktisk ikke gad se serien færdig.
Jeg blev fandeme så træt af hende der den sure Sarah Lund, som tossede rundt med en kroketbue plantet midt i fjæset. Og så havde jeg det svært med, at hun aldrig skiftede tøj. Det er sgu da underligt.

Men nu får vi muligheden for endnu engang at se serien med fru Suresen med islænderen. Kanal 5 har nemlig købt den amerikanske version, og jeg har set de to første afsnit, som bliver vist på søndag.

Efter min ydmyg mening, er der gode og dårlige ting. Det dårlige er (ja, det starter man jo altid med?) er, at Sarah Linden, som hun hedder i USA, stadigvæk er sur – dog ikke lige så indebrændt som Sarah Lund. Den tror jeg simpelthen ikke ville gå i USA.
Sandheden er vel også, at hvis et menneske virkelig var sådan et ubehageligt røvhul, ville det formentlig ikke have en trofast kæreste. Men det har Sarah.
Ham skal hun stadigvæk flytte sammen med, langt væk, og derfor pakker hun også hele tiden sit kontor og kuffert.
Men lige så forudsigeligt, det var første gang, lige så irriterende er den sidehistorie anden gang. For afsted, kommer hun aldrig. Og det ved vi jo for helvede godt. Det ville jo være lidt underligt at starte en serie med, at hovedpersonen flyttede væk.

En anden torn i øjet er, at Sarah Linden, som bor i det regnfulde Seattle, heller ikke ser ud til at have behov for at skifte den dumme, stride sweater. Men ok, vi skal også tænke på miljøet.

Når det er sagt, må jeg alligevel erkende, at jeg alligevel følger med, for amerikanske produktioner bare røv lækre!
Stemningen i ”The Killing” er regnfuld, billederne dystre, smukke og tempoet er langsomt. Og i modsætning til Katrine i ”Den som dræber”, har vi her at gøre med begavelse frem for komplet idioti og barnagtige reaktioner.
Og da Rosie Larsens (Nannas amerikanske udgave) far bryder sammen i desperat skrig, mens liget af hans datter bliver fisket op af en sø, gispede jeg med – med tårer i øjnene.

Jeg vil gerne se med igen. Jeg vil gerne lærer den amerikanske familie at kende. Jeg vil ryste i bukserne og følge, hvem der er psykopat og hvem der gemmer på hvilke dystre hemmeligheder.
For der er jo lige den detalje, at Vagn ikke morderen.