Bliver man nogensinde træt af tyk?

Jeg har aldrig været vild med ekstremister. Hverken de kristne, muslimske, Ruth Evens, Sai Baba, Tom Cruise eller Paven. Ellers tak. Ekstremisme har aldrig gjort nogen noget godt.

Men der er jo andre ekstremister end de religiøse, og jeg kan godt være bekymret for B.S. Christiansen og ikke mindst Chris McDonald og den der besættelse af noget så kedeligt som motion og fibre, regler og vægtkontrol. Puha. Man bliver helt træt.

Jeg kan snildt forestille mig, hvordan en psykolog vil anbefale særligt Chris, hurtigst muligt at få andre interesser end sig selv og motion.

Her i genudsendelsernes højtid kan vi genopleve B.S. i programmet B.S. og Basserne – et program om de ekstremt dovne og ekstremt aktive. De dovne er ”basserne”. Den überaktive er selvfølgelig mønsterborgeren, B.S. Christiansen, som skal hjælpe tykke drenge i militæret. Noget, der angiveligt skulle være deres livsdrøm.

Og så er det bare, at jeg ikke forstå, hvorfor de ikke allerede ER i militæret, hvis det virkelig er dem så stor en drøm.

En af de medvirkende drenge er altså en knægt på 20 år, som vejer 123 kilo!
Hvor i kroppen var det lige, at den drøm sad?
Det er jo helt blæst.

Jeg er noget ældre end 20 år og tager eddermanme også min tid på sofaen og i sengen. Hjemme hos os har vi tre fjernsyn i hustanden til to mennesker, og jeg har uden tvivl LANGT flere point på Just-eat.dk end gennemsnittet af den dovne del af den danske befolkning. Og alligevel vejer jeg langt under 100 kilo!
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvis du virkelig vil i militæret? Så rejs dig dog for helvede fra sofaen og gør noget?

Men mon ikke, det var fordi drømmen om at sidde i en sofa og at få serveret boller og cola af mor, mens man spiller playstation, eller gnaske spagetti med kødsovs foran computeren, mens man spiller rollespil, alligevel var lidt større – altså bare lidt – end rent faktisk at okse rundt i uniform og blive råbt ad.

Jeg tror ikke en fis på, at det virkelig er deres drøm at komme i militæret. Jeg tror, at det er produktionsselskabets drøm at udstille tykke, så sådan nogen som mig sidder og ryster på hoved og vender det hvide ud af øjnene.

Og lad være med at sige, ih, hvor er du streng. TV2 har valgt at udstille dem på landsdækkende TV, netop for at vise, hvor absolut bizart og grotesk det er.

Det er en flok overvægtige stakler, der intet har lært af deres kærlighedsfyldte forældre, der troede at børneopdragelse handlede om at gøre lille sønnike glad, men som endte med at blive kæmpe sønnike, uden en reel chance for at bolle med en dame uden at betale for det.

Moren til en knægten, der kommer sidst i alle discipliner, sidder fortvivlet til kameraet og beklager sin søns udvikling. Hun har heldigvis indsigt nok til også at kigge på sig selv og ikke kun undre sig, som man så ofte ser.

En af deltagerne hedder Mathias, han er 19 år, vejer 105 kg år sover med bamser! Var der nogen, der sagde voksenbaby?

Det er fandeme synd – men Jesus Kristus, hvor er det dog stereotypt.

Der er ingen af de fejlernæret drenge, der nogensinde er blevet presset, konstatere B.S. i første afsnit, hvor det tager en stakkels chubby knægt to timer at cykle 20 kilometer.

Og det har han nok ret i.

Så vidt jeg husker, kommer der et par rigtige jubelresultater ud af anstrengelserne, så jeg hænger på og ryster videre på hovedet af ekstremisterne – indtil efterårssæsonernes nye produktioner ruller hen over skærmen.