Tude Tv

Tude TV har til alle tider været en skamfuld omgang. Ingen vil indrømme, at de tuder til TV, for så er man et let offer for kulturel alfoneseri.
Jeg skjuler altid mine tårer og svarer nej, hvis nogen spørger, om jeg har tudet til fede-fjernsyn. Lidt ligesom når telefonen ringer, mens man sover. Så sover jeg heller aldrig.

Nå, men jeg snorker op ad dagen og jeg tuder rigtig meget til TV. Jo mere jeg tuder jo bedre er programmet – eller musikken til programmet, eller hvad fanden det egentlig er, vi hopper på.

Første gang jeg virkelig gav los var engang jeg var i Israel, hvor jeg stenede på en sofa og tændte for et tilfældigt program. Der stod en mand med to piger i hånden. Trommehvirvel. Spænding. Pigerne kiggede ned i jorden og bed sig i læben, indtil et navn blev råbt op, og manden kunne løfte den ene piges arm op som i en boksering efter endt kamp, mens konfettien sprang om ørerne på dem og musikken blæste ud af højtalerne. Pigen skreg og græd, holdt hænderne op til ansigtet og faldt sammen.

Jeg anede ikke, hvilken konkurrence hun havde vundet, hvem hun var eller om hun var den rigtige vinder, men jeg græd og græd og græd, mens jeg så hende kramme sine forældre bag rulleteksterne.

Og det bliver kun værre med alderen. Forleden morgen da jeg så Oprah Show, begyndte jeg at hyle! Og jeg kan virkelig ikke døje Oprah! Mage til dum kvinde skal man lede længe efter, som på forunderlig vis altid får rablet dobbelt så meget som sine gæster under dække af at skulle ”interviewe” dem.
Men da en , for mig, totalt ukendt soap stjerne fortalte om kampen for at få den Emmy hun havde været indstillet til 200 gange og læste et banalt rim op, som hendes datter havde skrevet, sad jeg og tørrede snot af i min morgenkåbe.
Jesus Kristus. Hvor langt ude kan det blive. Fucking Oprah!

I starten syntes jeg BS og Basserne var noget fortænkt lort som undskyldning for at udstille fede rollespilsdrenge – men der gik jo ikke mere end et par afsnit, før jeg græd, hver gang en af dem havde forbedret sin tid, tabt tre kilo eller havde fået en kæreste.

Men selv om vi i Danmark virkelig prøver, bliver det desværre aldrig på de højder, vi ser i USA. Vi får ikke en familie i Fra skrot til slot til at kaste sig skrigende på jorden, mens de råber på Jesus og deres døde ægtefæller, som man ser amerikanerne gøre det i Extreme Makeover Houseedition.
I Danmark gider deltagerne ikke engang at give hånd til de designere, som har lavet deres triste hjem om til noget lidt mere smagfuldt.

I torsdags så jeg premieren på Ekstrem Fed på TV3. Og hold kæft, hvor havde jeg glædet mig! Men det eneste jeg fik, var en dame, der havde fået en gastrisk bypass og blev vejet med ugers mellemrum efterfølgende. Vi så ikke anstrengelserne. Ingen tårer, raseri eller kamp. Blot at hun ikke nåede i mål, men selv var tilfreds. The End.
Boooooriiiiiing. Jeg var DYBT skuffet.

I onsdags viste TV2 Tak ”fordi du reddede mit liv”. En genoplivet skulle takke sin redningsmand. Og selv om Mikkel Beha prøvede og prøvede med ”Hvordan har du det med skulle se…”, ”Hvad følte du, da du hørte…”, skete der alligevel ikke det store på følelsesregisteret.
Klimaks udeblev, for offeret for ulykken havde allerede mødt sin redningsmand. Faktisk var det hans ven (?), og ingen af dem var ustabile nok til at miste fatningen, så seerne kunne give los.

Måske skulle man på alle danske produktionsselskaber have sig en amerikansk konsulent, hvis det rigtig skal lykkes? Eller har vi ikke rigtig lyst, fordi det er pinligt? Og kulturelt alfonseri?