Billige børn og Sunny Beach

Der kan være mange grunde til, at man ikke får børn.
Jeg har endnu ikke lukket døren helt, men må da indrømme, at jeg personligt godt kan få angst ved tanken om fx at få en Malou Stella, som jeg med tiden har fundet ud af ikke magter andet i livet end at kigge sig i spejlet og med mellemrum tilsvine sin mor. Ikke engang spare op til et par patter, har hun formået. Dem betalte forsikringen.

De fleste småbørnsmødre og fædre forklarer, at det jo ikke er sikkert at man får en Malou Stella – at det også er op til forældrene, hvordan ungen bliver – og så var det bare, at jeg kom til at se Sommer i Sunny Beach på Tv3.

Det kan jeg ikke anbefale, hvis man er bange for reality galskab eller stadigvæk overvejer, om man skal have de der børn.

Det gode ved programmet er, at man finder ud af, at børn slet ikke er dyre.
De starter deres unge år med at lege med pinde og papirlapper, og som teenager i Sunny Beach, bemærker jeg, at det ender med billigt tøj og billige drinks på en billig bar, der mest af alt ligner en trist kasse af hvide spånplader med 80’er agtige, koboltblå brede striber.

Hvorfor man vil være der, fatter jeg ikke. Men der er jo for fanden så meget andet, jeg ikke fatter.

Hvorfor man først gruppepresser en nyankommet bartender kollega til at drikke sig så stiv, at han dratter omkuld med pikken hængende ud ad bukserne, tilkalder cheferne som han pisser og kaster op ud over, hvorefter man afkræver ham en undskyldning. Det fatter jeg fx heller ikke.
Først skulle han drikke, så skulle han ikke.
Teenagere er dumme og kan ikke sige nej. Det ser vi tydeligt igen og igen.

Også da en eller anden tyk dreng får tatoveret en bondegård omgivet af gule marker og med dansk flag vajende i den danske sol. Den er på størrelse med det meste af hans højre arm, og som han kunne konstatere på vej ud af tatovørforretningen: Min far bliver chokeret. Det er jeg nok også selv (?). Jeg tror ikke, jeg er så glad for den på mandag”.

Det fatter jeg fx heller ikke.

Wow. Bliver dumheden større?

”En bartender uden alkohol er ligesom en pik uden en fisse”, forklarer Olsen til det kamera, der følger ham og hans kollegaer på en såkaldt ”Team dag”. Og det kan han jo have ret i.
Lidt lige som når det ene politiske parti efter det andet siger, at vi skal have et bedre sygehusvæsen. Man kan ikke rigtig være uenig. Alligevel er det så fucking hjernedødt at høre på.

Lige så hjernedødt som når de der teenager rejser flere tusinde kilometer for at bestille en Tuborg på et værtshus, der hedder ”Den glade Viking”, hvor der kun står danskere i og udenfor baren.

Hvad fanden skete der med Crazy Daisy? Uden at være et matematisk geni kan jeg regne ud, at man kan få flere bajere i Danmark, hvis man sparer flybilletten. Og klientellet er sgu nok det samme.

Og så er der det homoseksuelle par, Blæs og Gunleif, der hele tiden rabler om at score damer, mens de holder om hinanden og snaver. Smider tøjet, tager hinanden under armene og hopper rundt i olieindsmurte kroppe, mens de klapper.
Så nu tænker jeg; når nu forældrene til disse skønlinger ikke har kunnet lave røvsyge stereotype børn, men derimod har avlet guld for tv-castere, kunne de så – om ikke andet – påtage sig ansvaret for at lære dem at score? For det gør man ikke med tre liter finsprit i blodet eller svansende halvnøgen rundt med bedstevennen. Mixed signals!

”Det er fedt at være sindssyg”, forklarer en af bartenderne, evnesvagt begejstret, efter han storgrinende har fået kastet adskillige brandmænd i hovedet.

Jeg ved ikke, om jeg tør være så sindssyg , at jeg får et barn, der givetvis ender i et realityshow.