Glædelig jule-tv

Glædelig Jule-Tv

Dengang jeg var lille, boede jeg i Farum med min mor og min stedfar og min storebror. Min mor er enebarn, så mængden af familiemedlemmer var begrænset, men vi havde en mormor i Århus.

Omkring jul havde vi det evindelige problem, hvor skulle den holdes?

Min mormor gad ikke komme til København, hun var måske lidt gammel i det – eller legede det i hvert fald – og vi gad åbenbart ikke køre til Århus, for det havde vi ALT for travlt til.

I en årrække blev det sådan, at vi mødtes på halvvejen. Vi kørte til Ebeltoft og fejrede jul på Hotel Hvide Hus.

Jeg har altid været stor fan af hoteltilværelsen og huskede det som et stort, flot, hvidt hotel, der virkede overvældende luksusagtigt og rigt. Da jeg siden så det som voksen, var det egentlig lidt trist, men sådan er der nok så meget fra ens barndom, der bliver mindre prangende med årerne.

Julemiddagen blev indtaget i restauranten med alle mulige pensionister og ego-familier som os, der ikke orkede en længere køretur. Juletræet var placeret i midten, og en stakkels medarbejder, der vel havde trukket det korteste stå og derfor i julemandsdragten, delte gaver ud til alle de småulækre halvgrådige børn.

Jeg var aldrig så vild med den falske julemand og fandt gaveuddelingen akavet. Det var heller ikke altid, at der var så mange børn, så festen var ligesom begrænset.

Andre år slæbte mine forældre mig og min bror til outlaw Rødhus, hvor vi havde et sommerhus, der var ishamrende koldt, når vi nåede frem natten til d.24. december. Turen var ganske vist et par timers længere kørsel end til mormor i Århus, men det var der ingen, der talte om, og så sad min bror og jeg der i klitterne og gloede i dagevis, indtil de to voksne endelig besluttede, at vi skulle hjem til civilisationen.
Jeg hadede det. Hadede at gå ture i blæsten, hadede trækøjesengen jeg engang faldt ud af og jeg hadede, at der var 1000 fucking km til nærmeste kiosk. Og ikke mindst, at vi skulle gå derhen!

Men både under pensionisttilværelsen på hotellet og ensomheden til selvmordsstadie i Rødhus, havde jeg alligevel det, jeg elsker allermest. Fjernsynet. Hvert år sad jeg klinet til skærmen, som en baby foran vaskemaskinen. Min trygge kompagnon, jeg kunne regne med år efter år enten for enden af sengen på 70’er-hotelværelset, og siden i sommerhuset hvor kassen var placeret lige ved siden af brændeovnen. Der kunne jeg se Sound of Music og ønske at fyrretræsstuen brændte ned, eller allermest, at jeg var Liesl. At hendes mor i øvrigt var død, og at hun selv datede jeg nazist, bekymrede jeg mig mindre om – tænk at bo så flot, have de fine lyse krøller og synge så smukt?

Og så så jeg Disney Show, som hvert år sluttede af med den syngende Jesper Fårekylling. Jeg var ved at skide i bukserne over, hvad teaseren for næste års Disney produktion mon ville afsløre.

Jeg glemmer heller aldrig den gamle klassiker ”Miracle on Manahatten” – eller ”Miracle on 34th Street” – og siden barndomsdagene har jeg hvert år labbet enhver amerikansk julefortælling i mig, om det så var ”Elf”, ”It’s a Wonderful Life” eller ”En Juleromance” med den altid sarte Olivia Newton-John.

Fjernsynet ved man sgu hvor man har. Også selv om julestemningen derhjemme ikke helt levede op til forventningerne.

Og nu har jeg taget konsekvensen. Jeg skal ikke længere sidde i et røvsygt sommerhus og passivt stirre på amerikanske julemænd og travle New Yorkere vælte ud af Macy’s med store pakker. Nu sidder jeg på første live-parket og skriver denne klumme fra det store æble, hvor jeg selv skal også stå på skøjter ved Rockefeller Center og smide mønter i enhver julemands guldkrukke, der står og bimler på hvert et gadehjørne. Og se en masse amerikansk trygt jule-Tv.

Rigtig glædelig jul!