De bortførte børn

Året blev poppet ind med champagne og fællessang her på matriklen. En enkelt hoppede fra en sofa, mens de dovne stod laskede på gulvet og i virkeligheden nok frygtede underboen.

Inden tømmermændene havde lagt sig kunne vi også skyde det nye tv-år i gang. Søndag lagde DR endnu engang ud med X-Factor, og TV2 præsenterede os mandag for en hel ny doku-serie med Janus Nabil som vært/husven, ”De bortførte børn”, som i første afsnit forsøgte at spore Diana, der var bortført af sin far under en ferie.

Udover at Janus rolle var dybt mystisk og efterlod mig spørgsmål som: var han deres husven eller vært? Støttepædagog? Blev han kæreste med moren til sidst? Og selv om programmet sluttede som et afbrudt samleje uden nogen afklaring, hvorfor faren pludselig besluttede at returnere barnet til Danmark, hvor de havde gemt sig, om Diana havde været i skole eller hvordan hun havde det, var programmet alligevel en øjenåbner af de større.

For hvad gør myndighederne egentlig i sådanne sager, hvor børn bliver kidnappet ud af landet?
Absolut ingenting, kunne vi konstatere.
I det tilfælde, hvor en dansk statsborger – endda et totalt hjælpeløst barn – bliver taget og bortført ud af landet, sidder myndighederne og politiet bare og glor som dumme amøber og skider på barnets tilstand, fremtid og almindelige rettigheder som borger i det land, der hedder Danmark. Altså Danmark – ikke en lille afrikansk delstat.

Hvor er barnet? Får det mad, medicin, er det solgt til en pædofilring, bor det i en jordhule med fremmede mennesker, får det uddannelse, kærlighed?

Who knows and who cares? I hvert fald ikke politiet.

Som den stakkels mor kunne høre gentagne gange i telefonen, havde politiet konstant travlt med andre sager – bla at ”få varetægtsfængslede videre i systemet”.
Hvad fanden er det for noget bræk at fyre af? Og har man overvejet at lave en afdeling, som efterforsker den slags sager i stedet for den uduelige pærevælling, politigården på nuværende tidspunkt har kørende?

Da TV2 på egen hånd havde fundet håndgribeligt bevis for kidnapperens placering – en bestemt adresse i Miami – meddelte samme luddovne og ligeglade politimand, som moren havde haft forsøgt at få i arbejde i et lille årstid, at det kunne man ikke gøre noget ved (?) – men hun var velkommen til at sende ham en mail.

Jeg kan forestille mig, hvordan den midaldrende udbrændte idiot af en politimand har fyret den sætning af alt for mange gange. ”Send en mail”. For så slap han for at høre på den brokkekælling eller andre belastende typer, der forstyrrede hans hverdag med kaffe og papirnusseri.

Som økonomisk arbejdsgiver vil jeg foreslå, at man fyrer den arrogante nar og får nogle kræfter ind, som rent faktisk giver en skid for et barns rettigheder i det her land.

Hele miseren sluttede med, at TV2 fandt frem til farens bror, fandt frem til en af farens ejendomme og fik endelig fat på faren selv over telefonen. Som jeg har set i adskillige tv-serier kan man spore samtaler. Det Ved jeg ikke om politiet i Danmark ved, men nu er tippet givet videre.

Så selv om programmet var en narrativ lort, der efterlod mig med flere spørgsmål end svar, kan jeg se, hvor pisse vigtigt det er at få belyst myndighedernes totale fravær i disse sager.

Ærgerligt, at TV2 ikke selv fangede den og øjeblikkelig fulgte op med et debatprogram med politi og politiske gæster.

Jeg håber satme, at der er nogle politikere på Christiansborg, der så programmet og kan slippe deres maniske obsession af madvaner og ekstra beskatninger og bruge et par arbejdsdage på at finde ud af, hvordan fanden det kan lade sig gøre, at vi lader nogle af samfundets mest hjælpeløse i stikken hvert eneste år.

Og så håber jeg, at en chef på politigården tager en alvorlig snak med den det ubehagelige menneske af en politimand og nøje forklarer ham jobbeskrivelsen.